Tysk skøjteløber samler på placeringer lige udenfor medaljerækken.
Der er ikke noget at sige til, at hun ikke har mod på endnu et OL.
Den 35-årige tyske hurtigløber på skøjter Daniela Anschütz-Thomas måtte endnu engang se sig henvist til fjerdepladsen ved et større mesterskab, da hun sluttede lige uden for medaljerækken på kvindernes 5000-meter-distance.
Det var 16. gang i karrieren, at hun blev nummer fire ved et EM, VM eller et OL.
Denne gang var hun bare tre hundreddele fra en podieplads.
- Det var en sort dag for mig.
- Det føltes som om, at jeg løb mit livs løb, og at tabe med sådan en lille margin var hjerteskærende. Jeg er utrøstelig og skuffet, siger tyskeren til Vancouver Sun.








