Efter en hård træningslejr på Mallorca vil Alex Rasmussen og Michael Mørkøv samle kræfter til eksplosiv kulmination ved 6-dagesløbet i Ballerup om en uge.
Forberedelserne har været optimale. Men benene er kendeligt mærkede efter en tre uger lang træningslejr i Team Saxo Bank regi på Mallorca for Alex Rasmussen og Michael Mørkøv, der om en uge trækker i dannebrogstrøjen som par nummer syv.
- Jeg kan godt mærke, at vi har fået kørt meget på det sidste og en gang imellem med hård intensitet i træningslejren på Mallorca. Derfor har vi tænkt os at nedprioritere vores indsats ved 6-dagesløbet i Berlin, der indledes i dag. Ellers ville vi ikke vil kunne være på toppen i Ballerup, erkender Michael Mørkøv efter at have taget en stribe træningsrunder på de skrå brædder.
Trods de mange ture i Mallorcas bjerge, hvor især Alex Rasmussen på grund af sin størrelse dagligt har måttet lide den tort at komme sidst til toppen, forventer det nyetablerede par nummer syv at kunne være skarpe, når det går løs på hjemlig grund.
- Vi sætter meget ind på at vinde i Ballerup og derfor må vi også ofre chancen for en topplacering i Berlin. Ellers ville vi risikere at køre os selv i sænk og det er vi ikke interesseret i, understreger Michael Mørkøv, der har fået meget ros under sin første træningslejr med Team Saxo Bank.
- Bobby Julich roste mig meget for min teknik, den måde jeg kørte på cyklen på og hele min indstilling. Han sagde til mig, at jeg havde en stor fremtid for mig og det er klart noget, man bliver glad for at høre, når man lige er gået i gang som professionel, siger Michael Mørkøv, der lyser tydeligt op ved at tale om turen med Stald Riis.
- Jeg har virkelig nydt hvert et øjeblik, det hele er så professionelt sat op, og jeg kan næsten ikke vente til vi tager til Californien med holdet umiddelbart efter afslutningen på 6-dagesløbet i Ballerup,” pointerer Mørkøv.
Hvis det skulle blive med en frisk sejr i bagagen, betaler han og Rasmussen formentlig gerne for lidt overvægt ved check in skranken.








