Tampa Bay Buccaneers har gjort Kellen Winslow Jr. Til NFLs bedst betalte tight end.
Kellen Winslow Jr. kan roligt hugge halsen af en god flaske champagne.
Tampa Bay Buccaneers byttede sig i sidste måned til den stærke tight end hos Cleveland Browns, og nu er parterne blevet enige om en gylden seksårig aftale til en værdi af 36,1 mio. dollar.
Det betyder, at Kellen Winslow Jr. bliver den bedstbetalte tight end i NFLs historie, og ifølge agent Drew Rosenhaus kan aftalen afhængig af præstationerne tilmed vokse til 42,1 mio dollar, cirka 232 mio. Kroner.
- Buccaneers ønskede en længerevarende aftale, så det er rart at få den i hus, tilføjer Rosenhaus.
Kellen Winslow greb i sidste sæson 43 bolde for 428 yards og tre touchdowns i sine 10 kampe og var dermed pænt på vej tilbage mod at reetablere sig som en af ligaens bedste tight ends.
I 2005 troede flere ellers, at en lovende karriere var forbi, da han smadrede sit ene knæ i en motorcykelulykke.
Mens fremtiden altså ligger hos Bucs for Kellen Winslow, har en anden Bucs-profil takket af. Tampa Bay fyrede for nylig quarterback Jeff Garcia. Han har nu sikret sig en etårig aftale med Oakland Raiders.








