Kvartfinalerne blev endestationen for Caroline Wozniacki ved dette års French Open. Den danske tennisspiller tabte 2-6, 3-6 til italienske Francesca Schiavone.
Caroline Wozniacki er færdig i dette års French Open. Den danske tennisspiller tabte således sin kvartfinale i den franske grand slam-turnering til Francesca Schiavone med 2-6, 3-6.
Den 29-årige italiener, der ligger nummer 17 i verden, var langt mere aggressiv end sin danske modstander, der havde store problemer med at finde en måde at matche Schiavones hurtige spil og hårde slag.
I første sæt led Wozniacki meget under det langsomme grusunderlag, som gav den stærke italiener gode muligheder for at samle danskerens serv op. Tre gange blev Wozniacki brudt og tabte derfor sættet 2-6.
I andet sæt fastholdt Schiavone sin iltre vinderattitude og gestikulerede voldsomt, når boldene gik enten med eller imod hende. Hun kom tit til nettet, hvilket gav et overtag mod Wozniacki, der holdt sig ved baglinjen.
Som tredjeseedet var Wozniacki spået en plads i semifinalen, men trods nederlaget er dette års kvartfinale det længste, hun er kommet i French Open.
I semifinalen skal Francesca Schiavone møde enten Elena Dementieva eller Nadia Petrova, begge fra Rusland.
/ritzau/







