Den engelske Tour-vinder Bradley Wiggins havde en ni måneder lang periode, hvor han drak som en alkoholiker.
Bradley Wiggins er på mange måder en outsider i cykelsporten. I en verden, der kræver ensrettethed, disciplin og askese stikker Tour-vinderen 2012 ud fra mængden. Og det er ikke kun fordi han er fantastisk rytter, der har transformeret sig selv fra at et skræmmende stærkt tempo-jern til at blive alsidig rytter, der både behersker den ensomme kamp mod uret og de krævende etaper i bjergene.
Han har også en personlighed, der afviger fra den gennemsnitlige rytter i feltet. En personlighed, der både kan komme til udtryk i en glødende interesse for den britiske mod-kultur og -musik med alt, hvad der hører til af klassiske Vespa-scootere og parkacoats og en fantastisk bevidsthed om cykelsportens historie. Men når Wiggins' interesse udvikler sig til afhængighed, kan rytteren også køre helt af sporet.
Således var han for otte år siden godt i gang med at gå fra at være gudsbenådet banerytter til at blive en ølbællende alkoholiker. Det afslører han i et interview med The Guardian.
Tilbage efter OL 2004, hvor Wiggins var vendt hjem med tre medaljer om halsen, var det ved at gå galt. Englænderen var blevet interesseret i belgisk øl, og det havde udviklet sig til en samlermani, hvor han forsøgte at få en komplet samling med alle de forskellige øl, der bliver i det lille land. For at fylde det tomrum, som han følte da han vendte hjem fra OL i Athen, begyndte han at drikke sig igennem sin temmeligt omfangsrige samling, der ofte suppleret, når han tog til Belgien og fyldte sin varevogn med nye forsyninger.
Inden længe udartede drikkeriet sig, så han gik ned på sin lokale pub, når den åbnede, og ofte nåede han op på omkring 12 daglige pints.
- Jeg har nok det der afhængighedsgen fra min far (en australsk cykelrytter, der havde droppet Wiggins og moderen, da Tour-vinderen kun var to år, red.), har Wiggins selv konstateret i et tidligere interview.
- Jeg kedede mig frygteligt og vidste ikke, hvad jeg skulle lave, fortæller Wiggins om sine daglige drukture, der afløste hinanden gennem ni måneder, hvor han fik opbygget noget af en ølmave.
- Jeg blev ret stor. Jeg var ikke kæmpestor, nok omkring 83 kilo, konstaterer 190 cm høje Wiggins, der i år vejede sølle 69 trimmede kilo under Tour de France.
Han drikker slet ikke øl længere. Da han først blev far, fandt han tilbage på sporet igen.
- Vi fik en baby. Så var det et spørgsmål om, at jeg var nødt til at tjene nogle forbandede penge og så tager ansvarligheden over, forklarer Wiggins om sin vej ud af afhængigheden.
