Arrangørerne bekræfter nu, at den engelske Tour-vinder har meldt afbud til Danmark Rundt.
De var for godt til at være sandt: Både verdensmester og Tour-vinderen til start i Danmark Rundt. Nu har arrangørerne bag Danmark Rundt få besked fra Team Sky, at Bradley Wiggins ikke kommer til start på de danske landeveje.
- Det britiske Team Sky har nu bekræftet, at Tour de France vinder Bradley Wiggins ikke kommer til årets Post Danmark Rundt og erstattes af Bernard Eisel, kendt som Mark Cavendishs leadout-mand, lyder det i pressemeddelelsen.
Løbsdirektør er dog fortsat begejstret for det usædvanligt stærke felt, som han kan præsentere. Og han vil hellere se en sulten Eisel end en løbstræt Wiggins, der i weekenden i stedet stiller op til velgørenhedsløb, hvor man skal betale 20 britiske pund for at få lov til at blive fotograferet sammen med ham.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, at Wiggins ikke kommer til Danmark. Ikke siden 1996 har vi har haft årets Tour de France vinder i feltet. Men som løbsdirektør er dog også vigtigt for mig, at de ryttere som stiller op i løbet er i form og motiveret for at køre. På den baggrund er Bernard Eisel en fantastisk erstatning. Og vi kan aldrig gardere os imod afbud. Fortsat skal publikum dog glæde sig til at opleve det bedste felt nogensinde med superstjerner som verdensmester Mark Cavendish, Paris-Roubaix og Flandern Rundt vinder Tom Boonen, tredobbelt Tour de France etapevinder André Greipel, den tredobbelte verdensmester Oscar Freire, den hollandske supersprinter Theo Bos og mange mange flere, siger Worre.
Team Sky har fortsat et utroligt stærkt hold til rundturen i Danmark. Det består af verdensmesteren Mark Cavendish, enkeltstartsspecialisten Michael Rogers, der også var en af nøglerytterne bag Wiggins Tour-sejr, OL-guldvinderne i holdforfølgelse Geraint Thomas og Peter Kennaugh og altså Bernard Eisel, der selv har vundet blandt andet semiklassikeren Gent-Wevelgem i 2010 og flere etaper i Schweiz Rundt.
Post Danmark Rundt køres den 22. til 26. august.








