Tyler Hamilton forklarer, hvorfor han vælger at tage tidligere kolleger med i sit fald.
Tyler Hamilton løj i årevis om sit eget dopingforbrug. Da sandheden kom frem, mistede han både sin karriere i cykelsport, blev skilt og endte i økonomiske ruiner.
Men den 41-årige amerikaner fra Colorado fastholder i sin bog, at der er en anden årsag til, at han i dag udgiver den meget omtalte bog ’The Secret Race’, der blandt andet rummer en række beskyldninger mod Bjarne Riis for at være manden, der introducerede ham for og orkestrerede hans dopingforbrug i 2002-2003.
- Jeg overvejede det i lang tid. Jeg vidste, jeg ikke kunne lyve for dem - på ingen måde. Så jeg besluttede, at jeg ville fortælle sandheden, jeg ville gå hele vejen. 100 procent - løfte sløret fuldstændig. Jeg gjorde det klart for mig selv, at intet spørgsmål ville stoppe mig. Det var det, jeg gjorde. Jeg vidnede i syv timer og svarede på alt, de spurgte om så godt, jeg kunne, siger Tyler Hamilton i bogen omkring de vidneafhøringer under ed i en retssal i Los Angeles, der i år var med til at fælde hans tidligere holdkammerat Lance Armstrong.
- Jeg fik dem til at forstå, hvordan hele systemet fungerede, blev udviklet over årene, og hvordan man ikke kan udpege en enkelt person. Det var alle. Alle, understreger Tyler Hamilton.
I dette svar forsøger forfatteren Daniel Coyle at indramme, hvorfor Tyler Hamilton har valgt også at gøre op med sine egne løgne og give den fulde forklaring om hele sin karriere i sin bog.
Det faktum, der koster Bjarne Riis alvorlige anklager på halsen, selvom bogen primært handler om Lance Armstrong og Tyler Hamiltons egne løgne om doping.
Hamilton forsøger også at forklare, hvorfor der skulle afsløringer til, før han stoppede med at lyve om sit dopingforbrug for venner, familie og en hel cykelverden.
- Hør her. Jeg løj. Jeg troede, det ville gøre mindst skade. Sæt dig selv i mine sko. Hvis jeg havde sagt sandheden, var alt ovre. Holdsponsorerne ville trække sig, og 50 mennesker, 50 af mine venner, ville miste deres job. Folk der betyder noget for mig... siger Tyler Hamilton i bogen.









