Danske Team Saxo Bank havde ikke forventet at vinde holdtidskørslen i Vuelta a España, så en tredjeplads med et tidstab på 12 sekunder til Team HTC-Columbia var absolut godkendt.
“Jeg er ganske tilfreds med resultatet og med, at vi fik placeret Fränk i den øverste del af klassementet i forhold til sine værste rivaler. Vigtigst af alt var at undgå at lægge for meget pres på rytterne for at sikre, at vi kom igennem ruten uden uheld. Der er ingen tvivl om, at Fränk er yderst motiveret, og vi ser alle frem til at køre med om sejren i løbet,” forklarede Bradley McGee efter etapen til team-saxobank.com.
Danske Anders Lund fik dermed også en fin Vuelta-debut. “Vi har gået og ventet i spænding hele dagen for at køre holdløbet, og vi er tilfredse med aftenens resultat. Det er måske den hårdeste disciplin indenfor cykelsporten, og vi kørte med alt, hvad vi havde på de lange lige strækninger. Det vigtigste var at komme sikkert igennem de første snævre sving og komme helskindet over stregen,” lød det fra Saxo Bank rytteren.
Klassementsmæssigt er Fränk Schleck foran næsten alle sine konkurrenter til den samlede sejr. Kun Liquigas-Doimos Vincenzo Nibali og Roman Kreuziger er to sekunder foran ham, hvilket næppe får en afgørende betydning for løbet.








