Træthed og tilskuere forårsager grumt styrt i åbningen af Tour Down Under
André Greipel bekræftede både form og hurtighed, da han hamrede over stregen på førstedagen af Tour Down Under. Men det var alt andet end kindkys fra præmiepiger og sæsonens første førertrøje, der optog den tyske supersprinter.
- Lige nu er jeg mest optaget af, hvordan min holdkammerat har det, sagde Greipel med henvisning til Lotto-Belisol kollegaen Jürgen Roelandts, som var blandt de med medtagede.
Ifølge Greipel var det et gigantisk schwung over det meste af vejens bredde fra den italienske sprinter Alessandro Petacchi (Lampre), som var skyld i miseren. Den 38-årige "Ale Jet", der var blevet godt lanceret af tusindmetermændene Danilo Hondo og Davide Vigano, blev dog frikendt for skyld af løbskommissærerne efter nærmere granskning af opløbet og Petacchis andenplads stod uanfægtet tilbage.
Men at styrtet fik konsekvenser er også hævet over enhver tvivl. Jürgen Roelandts måtte til scanning for mistanke om et mindre brud på en halshvirvel. Værre var det formentlig for den 40-årige franskmand Frederic Guesdon (FDJ) blev kørt på hospitalet med mistanke om en brækket hofte. Ifølge FDJ-holdet er der konstateret et brud, men det er ikke nødvendigt at operere, så måske kan fortsætte karrieren og få forårsklassikeren med. Et alvorligt hoftebrud ville ellers betyde øjeblikkeligt karrierestop for den tidligere Paris-Roubaix triumfator, der har planer om at stille cyklen i stald efter et sidste møde med den nordfranske brostensklassiker i april.
Team Saxo Bank slap uskadt igennem førstedagen og blev noteret for en syvendeplads til Jonathan Cantwell. Og et styrt til holdets japanske nysigning Takshi Miyazawa.
- I afslutningen blev vi inkluderet i et større styrt, hvor Takashi røg i asfalten, men han kom igennem og havde trods alt overskud til at have et smil på læben, da han havde sundet sig lidt. Morgendagens etape bliver rigtig hård, der venter flere stigninger undervejs, og vores mål er at få Luke (Roberts, red.) helskindet igennem, så han kan få en god samlet placering, lød et fra sportsdirektør Brad McGee til holdets hjemmeside.
Ifølge oldermanden Stuart O'Grady (GreenEdge) var det en blanding af varme og træthed, som gjorde styrtet på førstedagen såre forudsigeligt.
- Folk kommer til at reagere langsomt og man sad egentlig bare og ventede på, at styrtet skulle ske, lød analysen fra den 38-årige aussie, som har haft sit at se til med en voldssag i ugen op til startskuddet på Tour Down Under.








