Jakob Fuglsang havde flere tilbud på hånden, inden han valgte at forlænge med Team Saxo Bank
Cykelrytteren Jakob Fuglsang har netop sat sin signatur på en ny kontrakt med Bjarne Riis og Team Saxo Bank. De næste tre år kommer silkeborgenseren til at køre for det danske hold.
Men det var lige før, at Fuglsang havde valgt et andet hold. Tilbuddene var nemlig mange og pengene var langt større hos udenlandske hold.
- Min manager var i gang med at snakke med andre hold, for en del havde henvendt sig til ham, fordi de var interesserede i mig. Jeg havde lidt svært ved at sige: Jo, det gør jeg, jeg binder mig for tre år, men nu når beslutningen er truffet, er jeg glad for det, siger Jakob Fuglsang til Morgenavisen Jyllands-Posten.
Fuglsang peger på, at sportsdirektør Kim Andersen var en af de vigtigste grunde til at det unge talent forlængede med Saxo Bank. Og nå ja, så er Team Saxo Bank et af verdens bedste cykelhold.
Jakob Fuglsang bliver kaldt for et af cykelsportens største talenter lige nu. Danskeren markerede sig i år i Dauphiné Libéré i foråret med to femtepladser og en samlet sjetteplads.








