Brødrene Sanchez er ud af en usædvanligt talentfuld familie og sender samme hilsen til deres afdøde storebror.
Det har ligget i kortene længe.Men mandag blev det en formel kendsgerning, at den spanske stjernerytter Luis Leon Sanchez fra 2011 kører hos hollandske Rabobank og dermed bliver team-kollega med danske Matti Breschel.
Den 26-årige spanier er dog langtfra den eneste i familien med højt udviklede gener på idrætsfronten. Faktisk kan lillebror nok snart prale af en mere svulmende bankkonto eftersom han er fodboldspiller på allerhøjeste niveau.
Således er Luis Leon Sanchez' to år yngre bror Pedro denne sommer blevet solgt til Real Madrid for 75 millioner kroner efter at have gjort sig positivt bemærket i klubber som Murcia, Getafe og Valladolid.
Brødrene Sanchez har samtidig det til fælles, at de fejrer enten en sejr på landevejen eller en målscoring med en pegefinger rettet mod himlen. I 2006 mistede de deres storebror ved en motorcykelulykke, så det er en hilsen til ham, når brødrene Sanchez fejrer den succes, der klæber til navnet.
Luis Leon Sanchez har blandt andet vundet det prestigefulde etapeløb Paris-Nice og to etaper i Tour de France.








