Bjarne Riis er på jagt efter ny sponsor, der kan supplere Saxo Bank
I forsøget på at skaffe de 30-40 mio. kr., der mangler i sponsorbudgettet efter IT Factorys konkurs, er Bjarne Riis og hans rådgivere allerede i gang med at undersøge mulighederne for at finde en ny sideordnet hovedsponsor, der kan supplere Saxo Bank.
- Vi har nogle kandidater, som vi vil tage kontakt til igen. Det er både danske og internationale virksomheder, som vi tidligere har været i dialog med, siger Brian Nygaard.
Der er tale om kontakter, der blev lagt på is i forbindelse med underskriften fra IT Factory, der sikrede Riis Cycling A/S det sideordnede sponsorat, som indtil konkursen betød, at det danske mandskab var i absolut verdensklasse med hensyn til det årlige budget.
- Vi ved, at der kræves hårdt arbejde, men vi farer også frem med lempe, for der skal udvikles en ny forretningsplan, og de virksomheder, vi går til, skal føle sig trygge ved os. Omvendt er det selvfølgelig mest relevant, at vi finder en ny sponsor, der er med fra sæsonstarten, siger Brian Nygaard.








