Forholdene i cykelklassikeren Milano-Sanremo er historisk ringe og kommer til at påvirke løbet, som nu også sløjfer sprinterkirkegården La Manie, siger dansk øjenvidne.
Det var bydende nødvendigt at forkorte årets udgave af Milano-Sanremo med rundt regnet 50 km.
Det siger det australske storhold Greenedges danske pressechef Brian Nygaard til sporten.dk, efter at løbsarrangørerne søndag tog det drastiske træk at neutralisere det - normalt - 298 km lange løb og sende rytterne ind i busser og udenom det snedækkede Turchino pas.
- Det var helt umulige forhold at køre under. Rytterne kørte helt bogstaveligt med istapper på hjelmene og nedkørslen fra Turchino var ikke farbar, fastlår Nygaard, som har været i kontakt med løbsledelsen
- De siger, at resten af nedkørslerne ikke rummer nogen risiko, så løbet kan gennemføres uden problemer. Vi bevæger os også ud mod kysten og dér er vejret ikke så slemt som længere inde i landet. Temperaturerne ligger dog stadig på mellem to og seks grader, så rytterne fra det hårdt nok alligevel, lyder det fra Brian Nygaard, der sammen med Greenedge-holdet sætter lid til den formstærke sprinter Matt Goss og har den forsvarende vinder Simon Gerrans i en jokerrolle.
Seneste udvikling er, at arrangørerne også har besluttet sig for at sløjfe stigningen ved La Manie, der ellers har været sprinternes kirkegård, siden man i 2008 implementerede denne skrappe og lumske lille "rynke" på i løbet.
Det vil formentlig gøre det noget nemmere for navne som Mark Cavendish, Matt Goss og André Greipel at følge trop på favoritter som Peter Sagan, Philippe Gilbert og Fabian Cancellara, der forlods var spået at kunne komme de hurtige folk i forkøbet.
Løbet har i øvrigt haft dansk aftryk fra morgenstunden, idet Lars Bak stak af nærmest fra kilometer nu. Sammen med yderligere fem ryttere har Lars Bak oparbejdet et forspring, som aktuelt er på syv minutter.
Når løbet sættes i gang igen, får Bak og kompagni deres forspring tilbage, inden resten af feltet lan sætte jagten ind.
Team Saxo-Tinkoff har Matti Breschel og Daniele Bennati som trumfkort i løbet, hvor også Michael Mørkøv og Jonas Aaen udgør et dansk islæt.
Når løbet genoptages, vil der være 130 kilometer igen.









