Bradley Wiggins og superholdet Team Sky kommer ikke til Post Danmark Rundt for at nyde et sommmerland klædt i lårkort, bedyrer den tekniske direktør Carsten Jeppesen.
Det er set før. Store cykelnavne sætter kursen mod Post Danmark Rundt, hvor de forvandler sig fra toptunede verdensstjerner til tohjulede luksusturister med bløde ben og blik for danske piger og andre sider af det søde liv i den danske sensommer.
Så let slipper verdensetteren Bradley Wiggins ikke, når han i næste uge tropper op i Randers for at køre Post Danmark Rundt i perioden fra 22.-26. august.
Den 32-årige brite, der udnyttede sin fænomenale form ved at toppe sin sejr i Tour de France med et OL-guld i enkeltstart, skal tilbage på sporet efter at have befundet sig i en velfortjent sejrsrus.
Og Bradley Wiggins har ikke holdt sig tilbage for at skifte munketilværelsens askese ud med øl i rå og rigelige mængder, da de to altoverskyggende målsætninger for sæsonen 2012 var indfriet, erkender Team Skys tekniske direktør, Carsten Jeppesen.
- Jeg må sige, at vores britiske ryttere virkelig forstår at feste igennem, når der er noget at fejre. Når de først går i gang, stopper de ikke lige med det samme, og selv de danske vikinger må give op undervejs.
Der har generelt været meget festivitas, og man drømmer ikke om, hvad rytterne skal stille op til efter vores succes i Tour de France og ved OL, men man kan altså ikke gå rundt og sælge Kellogg’s hele tiden, siger Jeppesen med et grin, som hurtigt afløses af et gran alvor.
- Nu handler det om at få stoppet festen og bevare fokus frem for at være i party mode. Team Sky vil gerne vinde VM i holdløb om en måneds tid, og Wiggins vil gerne have et VM i enkeltstart med i samlingen, siger den 45-årige danske cykelboss, der ikke vender hjem for at se Team Skys stjernespækkede trup falde fælt igennem.
- Som udgangspunkt stiller vi op i alle løb for at vinde, og det håber jeg da også er tilfældet i Post Danmark Rundt. Selv en Wiggins på 80 procent er vel ok, men vi har andre muligheder at spille ud med. Michael Rogers er også med i vores trup, og jeg kunne godt forestille mig, at Bradley gerne vil betale noget tilbage for den hjælp, han fik undervejs i Tour de France, funderer Jeppesen, som ikke har haft svært ved at tromme overskudsholdets topnavne sammen til et dansk asfaltbal.
Med i den største cykelbegivenhed på dansk jord er udover den nybagte Tour-konge også Richie Porte, der stod i lære hos Team Saxo Bank samt Geraint Thomas og Peter Kennaugh, som tog OL-guld i 4 km holdforfølgelsesløb. Til at eksekvere spurterne er den regerende verdenmester Mark Cavendish, der vandt sin VM-titel på dansk grund for et lille års tid siden.
- Mark Cavendish kan virkelig godt lide at køre i Danmark, så han var heller ikke svær at overtale, siger Jeppesen om The Manx Missile, der som lærlig hos tyske T-Mobile fik en af karrierens første sejre på Frederikberg Allé tilbage i 2007.
Med sprinterkolleger som André Greipel, Tom Boonen og Oscar Freire på startlisten, er det en perlerække af navne med store resultater på deres CV. Og hos Danmarks Cykle Union har sportschef Jesper Worre svært ved at få armene ned over at se det danske etapeløb vise sig frem med navne, som selv det brede cykelpublikum vil kunne nikke genkendende til.
- Post Danmark Rundt har godt ry. Rytterne bor og spiser godt, når de er her. Men vi har også været heldige med en løbskalender i år, hvor det kun er Vueltaen, vi skal konkurrere med. Og de ryttere, som ikke skal køre i Spanien, vil så gerne holde sig i gang hos os, siger Worre, som der også lokker med startpenge for at få attraktive navne på startlisten.
Hele feltet koster en million kroner i startpenge, og det er de store hold, som får dem, siger Worre, som forventer et »mere afslappet« Team Sky-mandskab invadere Danmark efter et Tour de France, hvor de sortklædte jedi-ryttere kvalte al modstand.








