Den britiske supersprinter skal til møde med Sky-ledelsen i dag.
Det bliver ikke en uventet skilsmisse. Der var bare ikke plads til både Tour-vinder Bradley Wiggins og verdensmester Mark Cavendish på Team Skys silkelagner.
Den der forlader etablissementet er som ventet supersprinteren Mark Cavendish, der blandt andet er rygtet tilbage til sin ven og tidligere sportsdirektør Brian Holm, der nu er ansat hos Omega Pharma-Quickstep.
Cyclingnews fortæller, at Mark Cavendish og hans manager Simon Bayliff søndag skal mødes med Team Skys sportsdirektør Dave Brailsford for at forhandle en mindelig løsning på plads,
- Det er som et langdistanceforhold. Alt er fint, men man bor for langt fra hinanden. Man vil gerne fortsætte med at være venner og ville hellere, at den bedste ting i verden indtraf, så man kunne blive sammen, sagde Mark Cavendish på et pressemedøde i Ipswich før Tour of Britain.
Bag de ægteskabelige gloser gemmer sig en sandhed om, at Mark Cavendish har opgivet mange personlige ambitioner om flere etapeejre i Tour de France, mens han i stedet sled for Bradley Wiggins, der pludselig knækkede koden til historiens første britiske Tour-sejr nogensinde.
Det har gennemtrumfet Bradley Wiggins' status som kaptajn på holdet, og Mark Cavendish ender angiveligt med at søge nye veje for at forstærke sin position som forsvarende verdensmester og som en af verdens mest vindende Tour de France-ryttere nogensinde.
Rygterne svirrer om, at Sky vil kræve op til en million britiske pund for at slippe deres stjerne. Mark Cavendish udtrykte, at han ikke håber, at det er sandt.









