I tre timer forsvarede cykelrytteren Fränk Schleck sig i sagen, hvor han står tiltalt for at have aflagt en positiv dopingprøve under årets Tour de France.
Det var en både lettet og selvsikker Fränk Schleck, som mandag aften forlod det Luxembourgske Doping Agentur.
Her havde han gennem tre timer fremlagt sit forsvar i den verserende dopingsag mod ham foran agenturets Disciplinærkomite (ALAD).
Sagen mod Fränk Schleck stammer fra den positive dopingprøve, som han aflagde den 14. juli i år under etapeløbet Tour de France. Her viste prøven således spor af det vanddrivende stof Xipamid.
- Jeg vil gerne takke ALAD. De gav mig en mulighed for at fremføre mit forsvar. Nu har myndigheden den nødvendige tid til at nå frem til en dom, sagde Fränk Schleck efter høringen ifølge avisen Luxembourger Wort.
Og han var godt tilfreds med den netop overståede høring.
- Jeg er meget glad, og jeg har en god fornemmelse. Vi har lagt en masse tid og energi i at forberede vores forsvar. Og nu har jeg har fuld tillid til, at Disciplinærkomiteen træffer den rigtige beslutning, sagde Fränk Schleck, der var troppet op til høringen sammen med sin advokat Albert Rodesch.
Det er endnu uvist, hvornår der bliver truffet en endelig afgørelse i dopingsagen, og hvilken straf Fränk Schleck risikerer at få. Han nægter sig skyldig.
Foreløbig er han dog suspenderet fra at køre cykelløb af sit hold RadioShack-Nissan Trek.









