Den doping-mistænkte Fränk Schleck er til afhøring hos politiet
Tirsdag aften annoncerede den internationale cykleunion (UCI), at en af sportens største stjerner, Fränk Schleck fra Team Radioshack-Nissan, er blevet taget for doping.
En doping-prøve fra 14. juni viste, at den luxembourgske rytter havde taget Xipamid, som er på den forbudte liste, fordi det kan sløre doping.
Derefter gik det stærkt. Politi og presse strømmede ud til hotellet i Pau, hvor Team Radioshack-Nissan er indlogeret.
Politiet har taget Fränk Schleck med sig, og han sidder i skrivende stund til afhøring hos det franske politi, hvor han skal forklare, hvordan han har fået stoffet i sig.
Radioshack-Nissan har trukket Fränk Schleck ud af løbet, men holdet fortsætter løbet uden ham.











