Hovedsponsoren vil ikke udtale, om de bliver hos Bjarne Riis efter Contador-dom.
Bjarne Riis har kontrakt med hovedsponsoren Saxo Bank frem til udgangen af 2012. Men lige nu hænger det i luften, om dopingdommen til det spanske trækplaster Alberto Contador får konsekvenser for pengestrømmen til cykelholdet.
- Vi vil gerne udtale os om sagen, men vi afventer nu en melding fra Bjarne Riis, som skal have tid til at læse dommen igennem og give en udmelding først, siger investeringsbankens pressechef Kasper Elbjørn til sporten.dk.
Bankens administrerende direktør Lars Seier Christensen befinder sig lige nu i Beijing, men vil gerne udtale sig om dommen, når han først har fået en melding fra Bjarne Riis.
Alberto Contador kan allerede køre cykelløb igen i august 2012, fordi CAS vælger at lade perioden fra januar 2011 tælle som karantæne. De fratrækker så de over fem måneder, hvor Alberto Contador var suspenderet i 2010 og 2011, inden det spanske forbund frikendte ham.
CAS skriver i deres afgørelse, at Alberto Contador ikke dømmes for bevidst doping eller bloddoping. Man tror dog heller ikke på hans forklaring om, at stoffet stammer fra forurenet kød. I stedet vurderer kommissionen, at stoffet kan stamme fra et kosttilskud, der har indeholdt en lille mængde af stoffet.








