På en stor del dagens etape lå hele Team Saxo Bank langt fremme i feltet lige efter Team HTC-Columbia. I finalen forsøgte Kasper Klostergaard at køre Juan Jose Haedo frem til spurten, men det blev kun til en 14.-plads. Alt i alt et resultat sportsdirektør Bradley McGee var tilfreds med.
“Det var en krævende og meget varm dag, og stigningen sidst på etapen var lidt hårdere, end de fleste havde forestillet sig. Derfor var det ikke før til allersidst, at vi besluttede at køre for JJ (Haedo, red.) i spurten. Han forsøgte sig, men under de givne omstændigheder blev det en meget ukontrolleret spurt med en overraskende vinder, men jeg føler mig sikker på, at JJ atter får en chance helt fremme,” forklarer Bradley McGee til holdets hjemmeside.
I morgen skal rytterne ud på en 157 kilometer lang etape fra Marbella til Malaga, og for første gang i årets Vuelta a Espana skal rytterne over en kategori 1 stigning.
”På morgendagens etape skal vi være meget opmærksomme på stigningen efter 120 kilometer, men i særdeleshed på den vanskelige men korte stigning op mod mål,” tilføjer Bradley McGee.









