Team Saxo Bank føler sig sikre på, at Alberto Contador vinder Vuelta a España, selvom lørdagsetapen bliver svær.
Belgieren Philippe Gilbert fra BMC vandt fredag sin anden etape i årets Vuelta a España, men feltet kom samlet til mål, og dermed fører Alberto Contador fra det dansk-baserede Team Saxo Bank-Tinkoff stadigvæk samlet.
Og det satser holdet også på, at spanieren gør, når feltet søndag når til Madrid. Inden da venter dog en virkelig hård etape lørdag, hvor en hel del af kilometerne er lodrette.
- Det handlede mest af alt om sikkerhed på dagens etape, hvor finalen var teknisk meget krævende, og da der var splittelse på målstregen, tabte vi tre sekunder. Men det bliver ikke afgørende for os. Han fører med stor margin, og jeg tror 100 % på, at Alberto kører sejren hjem i morgen, sagde sportsdirektør Bradley McGee til Team Saxo Bank-Tinkoffs hjemmeside efter etapen.
- Vi bliver bare nødt til at fokusere på det arbejde, der skal gøres og ikke tro, at sejren er hjemme, før vi vitterlig står med trofæet. Nogle ryttere er bare født til at vinde, og Alberto er en af dém. Han er blevet stærkere og stærkere igennem løbet, og han slipper ikke sit tag nu, tilføjede Bradley McGee.
Inden lørdagens etape har Alberto Contador et forspring på et minut og 52 sekunder til Alejandro Valverde (Team Movistar) og to minutter og 28 sekunder foran en tredje spanier, Joaquim Rodriguez (Team Katusha), der længe førte løbet, men som blev sat, da Contador vandt onsdagens etape.






