Carlos Sastre har aldrig snakket med Riis om doping, og han er ikke blevet introduceret for doping-lægen Fuentes, som Hamilton påstår, han er blevet.
Carlos Sastre er Bjarne Riis' mest succesfulde rytter, da den lille spanier, i 2008 vandt Tour de France på det danske cykelhold.
Sastre kørte hos Riis fra 2002 til 2008, og var dermed holdkammerat med Tyler Hamilton, som var på det danske hold i 2002 og 2003.
Men hvor Tyler Hamilton ifølge eget udsagn blev opfordret til bloddoping og introduceret til doping-lægen Eufemiano Fuentes, så ser det anderledes ud med Carlos Sastre, som nu er pensioneret cykelrytter.
Det gjorde han klart, da sporten.dk mødte ham i Gijon før 16. etape af Vuelta a Espana. Her var Sastre forbi Team Saxo Bank-Tinkoffs bus, hvor han fik en venskabelig snak med sine gamle chef, Bjarne Riis.
Carlos Sastre vidste ikke, at Tyler Hamilton er på trapperne med en ny bog, og han havde ikke hørt om anklagerne mod Riis, før sporten.dk fortalte ham om dem. Hamilton påstår, at det var Riis, der introducerede Hamilton for Fuentes
- Men i sidste ende, så var det Hamilton, der tog chancen. Det er ikke Bjarnes skyld , det er Hamiltons skyld. Hvis jeg sagde til dig, at du skulle hoppe ud fra en bro, ville du så gøre det, spurgte Sastre retorisk.
Har Riis nogensinde introduceret dig til Fuentes?
- Jeg gik ikke over broen.
Men introducerede han dig til Fuentes?
- Nej jeg kender ikke Fuentes.
Talte Riis nogensinde om Fuentes?
- Aldrig.
Talte han nogensinde om doping?
- Nej.






