Den tidligere Rabobank-rytter kunne ikke længere bære at gå rundt med en løgn.
Rolf Sørensen var ikke ren, som han hele sin karriere har bedyret,
Her kan du læse, hvad han sagde, da han indrømmede doping over for sin nuværende arbejdsgiver TV2.
- Jamen, jeg vælger at fortælle det, som jeg tror, de fleste folk har insinueret i lang tid - at jeg også har været dopet, at jeg også har brugt epo og i tilfælde også stoffet kortison.
- Selvfølgelig er jeg ked af det og angrer de lorte år i 90-'erne. Jeg er utrolig ydmyg og ked af de ting, der er sket i de år - måske mest af alt, at løgnen har været så langtrukken, sagde Rolf Sørensen og forklarer, at han ikke var dopet i hele sin karriere, hvor han blandt andet vandt løbet Liege-Bastogne-Liege i 1993 og Flandern Rundt i 1997.
Han ved dog ikke, hvor mange af sejrene i hans karriere, der har været rene.
- Det er svært decideret at svare på. Som der står i mit statement, var det periodevis. Der er rigtig mange år i starten af min karriere, hvor jeg vandt på vand og brød, eller hvad du nu vil kalde det.
- Men tingene eskalerede i 90'erne, og man skulle tage stilling til, om man ville være med på topniveauet, og om man turde tage de chancer, der skulle tages til det.
- Det (doping, red.) har været meget, meget nemt at få fat i. Jeg tror nærmest, at man kunne købe det på apoteket. Sværere var det ikke. Det har jeg selv sørget for. Der var ikke nogen mellemhandlere. Jeg har selv sørget for at få fat i det. Og selv taget det.
Ekspertkommentatoren forklarer, at han ikke længere kunne holde på den store løgn, men har holdt den af hensyn til omverdenens syn på ham.
Først for et år siden kom indrømmelsen over for konen og børnene.
- Hvorfor den kom så sent? Jeg var bange for reaktionerne. Allerførst for familien og i det hele taget for reaktionerne - Jeg var bange for, hvordan folk ville se på mig sidenhen - både af fans, publikum og i det hele taget, fortsætter han og sætter ord på den gimmick hele Danmark har med 'Rolf er Ren-kampagnen'.
- Den her dobbeltløgn med 'Rolf er ren'-dyrkelse, tror jeg, er folk trætte af. Det, der startede som en joke, er blevet en latterliggørelse. Den vil jeg da helst være foruden. Så måske hellere være ærlig og sige tingene, som de er.
- Jeg føler, at jeg måske udstiller mig selv. Men hvis jeg skal genopbygge en troværdighed til publikum og folk derude i det hele taget, er tiden bare kommet nu, til at jeg skal erkende de fejl, jeg har gjort ved at være en del af at tage epo.
Rolf Sørensen fortsætter som ekspert på TV2.






