Den nyslåede verdensmester på bane Alex Rasmussen kommer ikke til start i Flandern Rundt.
Alex Rasmussen er ikke med i feltet, når den 94. udgave af forårsklassikeren Flandern Rundt lægger fra land på søndag i Brügge.
Den nyslåede verdensmester i scratch har ellers længe peget på Flandern Rundt som et af sine store mål for sæsonen og forventede også at blive en af de otte udvalgte ryttere på Team Saxo Bank. Men da Bjarne Riis og holdets sportslige ledelse mandag satte navne på den endelige trup, måtte Alex Rasmussen se sig forbigået.
- Jeg havde da regnet med, at jeg skulle køre Flandern Rundt, men fik at vide, at det var for tæt på bane-VM. Umiddelbart var det selvfølgelig lidt en skuffelse, men holdet er altså også kanonstærkt, siger Alex Rasmussen.
Sportsdirektør Kim Andersen peger på, at der var mange navne i spil til truppen, og flere ting talte i denne omgang for at lade Alex Rasmussen sidde over.
- Du kan ikke køre Flandern Rundt så kort tid efter et bane-VM, og vi bliver jo også nødt til at se på, hvad de andre har lavet. Der har været ti ryttere i spil til de otte pladser, og Anders Lund og Kasper Klostergaard har gjort det rigtig godt. Det handler også om, at de ryttere, som har kørt en del løb sammen nu, også kender hinanden godt og ved, hvordan og hvornår de skal arbejde for hinanden, siger Kim Andersen og ser frem til løbet med stor optimisme.
- Vi er meget spændte på de næste løb. Det kan vi jo ikke lade være med at være, når vi ser på vores seneste resultater. Der er stadig mange ting, der skal flaske sig, og mange faktorer, der spiller ind, på selve løbsdagen. Men der er meget, som tyder på, at vores timing har været perfekt. Matti Breschel og Fabian Cancellara har begge enormt store chancer for at vinde, som de er kørende for tiden, siger han.
Alex Rasmussen kan da også trøste sig med, at han stadigvæk har muligheden for at køre med i brostenshelvedet Paris-Roubaix på næste søndag.
Inden da har han fået tre løb til at bevise, at han skal chancen, Hel van het Mergelland, Rund um Köln og Scheldeprijs.
- Skulle jeg have kørt Flandern Rundt, ville jeg kun skulle have kørt ét løb inden da. Nu har jeg tre løb til at forberede mig til Paris-Roubaix, og de ligger godt til mig. Roubaix ligger helt klart også bedre til mig end Flandern. Jeg er stadig en tung rytter, så jeg vil jo helst ikke have, at der er alt for mange knolde, jeg skal op over. Dem er der mange af i Flandern, siger Alex Rasmussen.
Team Saxo Banks stiller til start i Flandern Rundt med følgende otte ryttere: Fabian Cancellara, Matti Breschel, Stuart O’Grady, Baden Cooke, Gustav Larsson, Frank Høj, Anders Lund og Kasper Klostergaard.








