Fremtidens Team Saxo Bank-Tinkoff tager form på Tourens hviledag.
Et nyt, dansk storhold er i støbeskeen. På hviledagen løftede Bjarne Riis lidt af sløret for, hvordan fremtidens Team Saxo Bank-Tinkoff kommer til at se ud.
Meget tyder på, at det bliver bygget op omkring Alberto Contador i Tour de France, måske endda med danske Jakob Fuglsang som kaptajn i Giro d’Italia og andre etapeløb. Konkret er Bjarne Riis i færd med at hente lidt mere end en håndfuld nye ryttere ind på holdet.
- Vi skal have en god slat ryttere. Præcist hvor mange vil jeg ikke sige. Det ligger et sted mellem fem og 10 nye ryttere, lyder det fra Bjarne Riis.
Jakob Fuglsang er ikke med til Tour de France for RadioShack Nissan og har udtalt, at han leder efter en ny arbejdsgiver.
Bjarne Riis bekræfter, at den talentfulde dansker er interessant.
- Der er plads nok på holdet til, at han kan få opfyldt sine ambitioner her. Ellers giver det ikke mening at skulle snakke med ham, siger Bjarne Riis.
Alberto Contador, der atter må køre cykelløb til august efter overstået karantæne, forlængede før Touren sin kontrakt med Bjarne Riis.
Få dage senere kunne holdejeren præsentere russiske Tinkoff Bank som medsponsor. Dermed er kaptajnen og det økonomiske fundament sikret. Alberto Contador er den sikre kaptajn i Tour de France, men Bjarne Riis er stadig ude efter endnu en klassementsrytter til holdet, og det er her, Jakob Fuglsang kommer ind i billedet.
- Jeg kan ikke se nogen problemer i at spille på flere heste i nogle løb. At Alberto er med, er ikke ensbetydende med, at man ikke kan have flere. I Touren er der ikke så meget at diskutere. Men der er andre løb, hvor man godt kan have flere folk. Jeg ser ikke noget problem i at have flere folk på podiet, siger en smilende Bjarne Riis.
En anden ambition er at have to-tre ryttere, der alle er stærke nok til at sidde med Alberto Contador i bjergene. Her kommer Alberto Contador med forslag til emner, men har ingen ultimative krav, fortæller Riis.
- Jeg synes ikke decideret, han har folk, hvor han siger, at dem vil han have. Vi snakker meget sammen, så vi er enige om, hvad der er behov for. Jeg ved udmærket godt, hvad hans behov er. Det er, hvad jeg går efter. Det er folk, der kan sidde med ham og støtte ham i de vigtige løb.
Konkret er Chris Anker Sørensen tæt på at forlænge kontrakten med Riis, selv om tre andre hold er inde i billedet. Ud over det er Riis tæt på at afslutte en eller flere forhandlinger – uden at ville sætte navn på.
Holdejeren leder også efter folk, der er stærke i de flade løb. Her er Matti Breschel, der blev sorteret fra Rabobanks Tour de France-trup, stadig et emne, bekræfter Bjarne Riis.
- Jeg skal minimum have 27 ryttere på holdet i alt. Det skal man have for at kunne begå sig i det program, der er i dag. Det er for tidligt at sige præcis, hvordan holdet bliver, men jeg er overbevist om, at det bliver stærkt, understreger han.









