Bjarne Riis vil ikke udtale sig om Lance Armstrongs dopingindrømmelse i nat. Heller ikke om Tyler Hamiltons angreb på ham er mere troværdige
Det var en meget fåmælt chef for Team Saxo-Tinkoff, sporten.dk fredag eftermiddag mødte i Københavns Lufthavn.
Han havde ikke den store lyst til at forholde sig til Lance Armstrongs erkendelse af, at han dopede sig til syv Tour-sejre.
- Jeg har ikke set det, så jeg har ikke lyst til at tolke noget på Lance, sagde Bjarne Riis.
Men hvordan ser du cykelsporten efter det her?
- Jeg har ikke set det, så jeg har ikke nogen kommentarer til det.
Du har været under angreb af Tyler Hamilton i hans bog. Og Tyler Hamiltons troværdighed voksede, da USADA-rapporten kom. Nu kommer Lance så med sin indrømmelse, hvilket vel også underbygger Tyler Hamiltons troværdighed. Kan du følge det argument?
- I forhold til, om Tyler er mere troværdig nu, så vil jeg lade andre om at vurdere det.
Hvordan kan det være, du ikke har ønsket at sige noget i over fire måneder?
- Jeg har ikke noget at sige, sagde Bjarne Riis.









