Team Saxo Bank hentede sin femte sejr på fem dage.
Bjarne Riis og Team Saxo Bank gør i disse dage god reklame for sig selv i jagten på en ny hovedsponsor.
På syvende og sidste etape af det spanske løb Volta a Catalunya var Saxo Banks argentinske sprinter Juan José Haedo hurtigste mand, da feltet kom samlet til mål på Montmelo-racerbanen nær Barcelona, og dermed nåede det danskbaserede manskab op på to etapesejre i løbet, da Jens Voigt vandt den fjerde etape. Og sejren var samtidig holdets femte på bare fem dage.
Dertil har holdejer Bjarne Riis’ tropper nemlig hentet yderligere tre sejre og vist storform før de kommende ugers klassikere Flandern Rundt og Paris-Roubaix.
I onsdag kørte Matti Breschel alene over stregen i det belgiske brostensløb Dwars door Vlaanderen, og dagen derpå sørgede Alex Rasmussen for VM-guld i scratch på banen i Ballerup Super Arena.
Lørdag viste også Fabian Cancellara flaget, da han pryglede sine konkurrenter i Flandern Rundt-optakten E3 Prijs Vlaanderen.








