Bjarne Riis' to sønner fra første ægteskab fortæller her om, hvordan de har med farmands doping-fortid.
Hvordan var det i de år, hvor der næsten konstant blev skrevet og spekuleret i, om jeres far var dopet?
- Vi var helt klar over, at det var et følsomt emne. Mine venner talte åbent med mig om det, men det var ikke noget, jeg sådan skulle gå og føle mig »hemmelig« over, husker Thomas.
- Der var ikke nogen grund til at lukke ned. Jeg foretrækker klart at være åben og tage en snak med folk om det. Hele forløbet tog ligesom sin egen gang. Og det var vildt hektisk inden selve indrømmelsen. Især for far. Men bagefter har udviklingen været ret god. I dag ser folk far i et andet lys. Det er slet ikke dopingen, det handler om længere, siger Jesper.
Har I nogensinde tænkt over, hvad der fik ham til at dope sig?
Thomas tager en tænkepause og en bid af sin chokoladekiks, inden han svarer.
- Ja, det har jeg tænkt meget over. Men det hører på en måde en anden tid til. Jeg kan ikke se far som en forbryder. Far har cyklet, siden han var syv, og når vilkårene nu var, som de var, og han trænede mere end de andre, hvorfor så stoppe sin drøm lige dér, spørger Thomas retorisk.
- Jeg kan også godt sætte mig ind i hans overvejelser og dilemma. Det var hans liv. Der går intet af ham i forhold til os, fordi han har taget de valg, eller fordi han stod frem og indrømmede, at han havde taget doping. Det har ingen betydning for vores forhold til ham som menneske og far, understreger Jesper.
