En Bjarne Riis-profil på facebook oplyser, at en ny hovedsponsor er på plads. Men profilen er falsk.
Lykønskningerne var mange på Bjarne Riis’ facebook-profil mandag aften.
Præcis klokken 19.34 lød en opdatering nemlig, at det danskbaserede cykelhold efter lang tids tilløb nu endelig har sikret sig en ny hovedsponsor til at tage over efter Saxo Bank.
- Så kan I godt tage at vænne jer til det nye navn! Fra år 2011 kommer det til at hedde Team SunGard, oplyste profilen.
Sagen er blot den, at profilen er falsk og i virkeligheden slet ikke tilhører Bjarne Riis, lyder det fra cykelholdets administrerede direktør Trey Greenwood.
- Vi vil selvfølgelig også vælge en langt mere professionel måde at kommunikere nyheden på, når vi annoncerer en ny hovedsponsor. Så historien er grebet ud af luften, siger Trey Greenwood.
Han understreger, at arbejdet med at lande en ny hovedsponsor fortsat er i gang, men at han er meget optimistisk.
- Men derudover har vi ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt, siger han.








