Bjarne Riis var i tvivl, om det var det rigtige at lade Chris Anker Sørensen starte til 18. etape.
Chris Anker Sørensen startede og gennemførte 18. etape trods store smerter i sin hånd.
Hovedpersonen selv var allerede torsdag forholdsvis ubekymret om sin egen situation. Ingen piveri.
Den mest bekymrede var derimod hans chef, Bjarne Riis. Allerede fra morgenstunden i går var han nervøs for, om de havde truffet den rigtige beslutning.
- Da jeg så, hvor mange smerter han havde før etapen, så tvivlede jeg på, om det var det rigtige. Det var lige på grænsen, men når lægerne siger god for ham, så er det i sidste ende ham selv, der bestemmer, hvor meget smerte han kan holde ud, afslørede Riis, da han lettet kunne konstatere, at Sørensen var kommet i mål.
Sørensen skal fortsat tilses af læger flere gange om dagen. De skal holde øje med om sårene heler planmæssigt. Efter Tour de France venter en ny operation, hvor han formentlig skal have transplanteret hud fra hånden til lillefingeren, som blev flænset ved uheldet i forhjulet.
Riis håber, at Chris Anker Sørensen kommer til Paris, men han er klar til at hive ham ud af løbet, hvis bjergrytteren selv kommer i tvivl.
- Hvis han kommer og siger "Bjarne, jeg kan ikke køre i morgen", så er det fint. Så støtter jeg ham i det, sagde Riis. Bekymringen står Riis dog alene med.
Chris Anker Sørensen er så fokuseret på, at beholde sin 14. plads i klassementet, at han vil give alt, hvad han har tilbage på lørdagens enkeltstart. Og derefter venter Paris.
- Det her var den værste dag. På enkeltstarten skal jeg sidde en times tid på cyklen, og så er der Paris på søndag, men der burde jeg komme igennem.






