Roman Kreuziger ligner en markant forstærkelse af holdet omkring Alberto Contador.
Bjarne Riis fortsætter oprustningen frem mod næste sæson. Efter præsentationen af blandt andre den italienske sprinter Daniele Benatti og danske Matti Breschel kommer nu turen til Roman Kreuziger.
Den 26-årige tjekke har underskrevet en tre-årig aftale og ligner en klar forstærkning i kampen for at sende Team Saxo Bank-Tinkoff Bank tilbage i den absolutte verdenselite.
- Personligt synes jeg, at det nu var tid til at få ny inspiration, og efter jeg talte med både Bjarne og Alberto var jeg ikke i tvivl om, at Saxo Bank-Tinkoff Bank var det bedste valg for mig. Jeg ved, hvad jeg er i stand til på cyklen, og jeg ved, at jeg har en chance for at vinde mange forskellige slags løb, men i de seneste år har jeg kæmpet lidt med selvtilliden. Da jeg talte med Bjarne fornemmede jeg med det samme, at han havde tillid til mig, og at det her hold kan hjælpe mig videre, siger Roman Kreuziger i en pressemeddelelse.
Roman Kreuziger er både stærk som klatrer og på enkeltstarter. Og mens stortalentet de seneste år har haft problemer med at skaffe sit eget store gennembrud som kaptajn, så ligner tjekken en endog meget attraktiv hjælperytter for Alberto Contador i de store etapeløb.
- Jeg er overbevist om, at Roman bliver en gevinst og en stærk hjælper for Alberto i nogle løb, men selvfølgelig får Roman også chancerne for at selv at køre resultater hjem, siger Bjarne Riis og afslører, at han allerede for nogle år siden var interesseret i den tidligere Liquigas- og Astana-rytter.
Roman Kreuzigers skifte blev allerede annonceret af Bjarne Riis' sponsor Oleg Tinkov under Tour de France. Bjarne Riis har også hentet forstærkning i bjergene i form af Nicolas Roche (Ag2r), mens også Oliver Zaugg (Radioshack-Nissan) forventes at komme til på den front.
Desuden har Bjarne Riis allerede sikret, at stortalentet Rafal Majka og blandt andre den tro Contador-støtte Jesus Hernandez har forlænget deres aftaler med holdet.








