Den danske Tour-rytter Brian Vandborg skifter til Saxo Bank-SunGard fra næste sæson.
Liquigas-rytteren Brian Vandborg har tidligere kørt for Bjarne Riis i sæsonen 2005-2006, og nu vender han tilbage.
Han har underskrevet en 1-årig kontrakt med det kommende team Saxo Bank-SunGard, og det glæder Bjarne Riis.
- Vi ved, hvad Brian står for. Han er uden tvivl holdets mand, og nu har han tilmed fået større erfaring med de store etapeløb, og han er bestemt også blevet en stærkere rytter efter at have fået flere hår på brystet i Italien. Med sin styrke, hurtige tilpasningsevne og menneskelige kvaliteter passer han ind på holdet, og vi glæder os til at få ham tilbage, siger Bjarne Riis til holdets hjemmeside team-saxobank.com.
Bjarne Riis får dermed et nyt herningensisk islæt på holdet, og bysbarnet ser frem til at slutte sig til tropperne.
- Jeg havde flere gode muligheder på hånden til næste sæson og har haft en god tid hos Liquigas, men jeg tvivlede ikke mange minutter omkring valget. Jeg ved, hvad Bjarne og holdet står for. Han går ikke på kompromis med udstyret, og holdet er kendetegnet ved en professionalisme, der overstiger de fleste hold. Hos Saxo Bank-SunGard får jeg virkelig mulighed for at udvikle mig, og det bliver ikke mindst interessant at køre med både tidligere kammerater og nye bekendtskaber som Alberto Contador, siger Brian Vandborg.








