Tilbage i 2010 skiftede danske Matti Breschel det daværende Team CSC og Bjarne Riis ud med Rabobank. Nu meldes den i dag 27-årige dansker tilbage til Saxo Bank-Tinkoff Bank.
Ifølge den hollandske avis, De Telegraaf, har klassiskerspecialisten Matti Breschel valgt ikke at forlænge sin kontrakt med Rabobank. Der har tidligere været rygter om, at Matti Breschel var på vej tilbage til dansk cykling - rygter som Breschel selv kommenterede:
- Jeg vil da gerne tilbage til Saxo-bank (Saxo Bank-Tinkoff Bank, red). Jeg har det dog skide godt på Rabobank nu, sagde Breschel til sporten.dk for en måned siden.
I dag skriver den hollandske avis De Telegraaf så, at Matti Breschel forlader Rabobank for at skifte til Bjarne Riis' hold. Dermed ser rygtebørsens forventninger altså ud til at blive indfriet.
Breschel var ikke en del af Rabobanks trup til årets Tour de France, hvilket var en stor skuffelse for den danske cykelrytter. Han er dog en del af det Rabobank-hold, der lige nu kører Vuelta Espana.
Som erstatning for Matti Breschel har Rabobank har ifølge avisen i stedet valgt at satse på den 24-årige belgier Sep Vanmarcke, der tidligere i år vandt Omloop-Het Nieuwsblad, og som senest har kørt på Garmin-mandskabet.






