Michael Rasmussen buldrer videre og sammenligner sin Tour-exit med at miste et barn.
- Noget i mig blev slået ihjel i det øjeblik.
Ordene er cykelrytteren Michael Rasmussens og sagt til Ekstra Bladet. Øjeblikket var dengang i 2007, han blev trukket ud af Tour de France, netop som han i realiteten havde vundet verdens største cykelløb.
Den danske bjergrytter fortsætter ufortrødent med at fortælle om sine følelser på trods af den seneste uges ballade, efter Rasmussen i Weekendavisen sagde følgende:
- Der er med garanti nogle personer, som hvis de døde, ville jeg leve lykkeligere. Hvis de led rigtig meget og så døde, så havde jeg det bedre. Det kan være en syg tanke at have og måske endnu mere sygt at sige højt, men det er sandheden. Der er nogle mennesker, som hvis der sker dem noget rigtig ondt, skal jeg med det samme sende et kort og ønske tillykke.
Du kan læse hele historien her og få reaktioner til den her.
De udtalelser stod Rasmussen ved overfor sporten.dk, men efter citaterne nåede det store udland og afstedkom stærke reaktioner i i cykelmiljøet, trak han dem tilbage.
Balladen får dog ikke Rasmussen til at tie stille. Overfor Ekstra Bladet sammenligner han nu sin Tour-exit med at miste et barn.
- Til min dødsdag vil jeg huske, hvad visse personer gjorde mod mig. Det skal jeg leve med resten af mit liv. Og det skal de også. Der er tale om had. Det ligger dybt i mig. Folk, som har mistet et barn, spekulerer nok også over det resten af livet, siger Michael Rasmussen.
Han står ved den aparte sammenligning.
- Det er da voldsom at sammenligne mit tab med tabet af et barn. Men for mig er Tour de France ikke bare et cykelløb. Det er ikke bare sport. For mig er det eksistentielt. Jeg forventer ikke, folk forstår det, men det er sådan, det er, siger Michael Rasmussen.








