Bjarne Riis og Team Saxo Tinkoff har skrevet kontrakt med Sky-rytteren Michael Rogers.
Det var efterhånden ved at være en offentlighed, at Michael Rogers ville skifte Sky-trikoten ud med en Team Saxo Tinkoff-trikot til næste sæson, men offentliggørelsen lod vente på sig.
Fredag middag oplyser Team Saxo Tinkoff, at 32-årige Michael Rogers fra januar skifter til det danskbaserede hold. Rogers var med til at køre den gule trøje til Paris sammen med Bradley Wiggins i sommer, og Bjarne Riis ser Rogers som en stor forstærkning af holdet.
- Jeg synes, at Michaels resultater taler for sig selv. Han er uden tvivl en verdensklasserytter, en stærk tempokører, som også kan klatre, og oveni er han en rigtig behagelig fyr. Jeg er sikker på, at han vil tilføre holdet markant styrke igennem sæsonen, og han bliver en vigtig rytter for os, både når det kommer til at hjælpe Alberto i Grand Tour-sammenhæng og til at skabe resultater på egen hånd, siger holdejer Bjarne Riis til teamsaxotinkoff.com.
Michael Rogers er tidligere verdensmester i enkeltstart. Han ser frem til at skifte holdkaptajn fra Bradley Wiggins til Albert Contador i den nye sæson.
- Jeg er meget spændt på at blive del af et ekstremt stærkt og erfarent mandskab som Team Saxo-Tinkoff i de kommende sæsoner. Jeg tror på, at jeg kan have en positiv effekt på holdet, i særdeleshed i etapeløbene lige fra de kortere etapeløb til Grand Tours. Jeg ser virkelig frem til de nye udfordringer, der venter, siger Michael Rogers.
Kontrakten løber to år fra januar 2013.









