KOMMENTAR

Jeg er muligvis mere sårbar end gennemsnittet over for den lukkethed, som i øjeblikket præger Bjarne Riis og hans cykelhold.

Fordi jeg har brugt en pæn del år på at høre både Riis, B.S. Christiansen, dele af hans rytterstab og skiftende pressechefer tale om, hvor meget kommunikation, åbenhed, respekt, ærlighed (find selv på flere lignende buzz words) betyder for holdet.

Der er blevet talt om et værdisæt så specielt og fint, at holdet skulle være noget ganske særligt i det internationale cykelfelt. Og i perioder er man vel endda også nogen grad lykkedes med den historiefortælling om holdet.

Sandheden er i dag, at ørnen Riis er blevet til struds, der har stukket sit hoved så langt ind i busken, at han - hvis han nogensinde kigger op igen - nok gør klogt i at vente både et par hele og halve måneder med at læse op fra sine værdisæt. Riis rimer på alt andet end åbenhed og kommunikation lige nu.

Når holdet i næste uge samles til trænings- og teambuildinglejr på Gran Canaria er det uden tidligere timers charmeoffensiv over for pressen for at få et indblik i holdets helt særlige kultur. Ja, faktisk har pressechef Anders Damgaard gjort sit for at understrege, hvor lidt man ønsker pressen omkring sig. Det står selvfølgelig holdet frit for ikke at ønske kontakt med pressen, men dette er skrevet for at vise, hvor langt væk det er fra, hvad holdet har beskrevet som sit eget dna.

Et cykelhold lever af resultater og omtale. Og ikke ret meget andet. Derfor kan arbejdet med at gemme sig ikke tolkes anderledes, end at man ikke har en ordentlig og sand historie at fortælle. Sekundært, at man ikke tror på den løgn, der skal bruges som forklaring på den seneste tids alvorlige anklager om organiseret doping på holdet.

Hvad venter Riis mon på? At det hele går over? At verden glemmer de meget konkrete og meget detaljerede anklager, som ikke mindst Tyler Hamilton har fremsat mod holdejeren? Jeg tror ikke engang, at Riis selv tror på, at det kommer til at ske.

Jeg tror derimod, at han venter på at se en strømning: Hvordan modtages de indrømmelser, der er kommet frem den seneste måned? Gives der plads til, at man kan være en del af cykelsportens fremtid, selv om man ikke tegner sig for de smukkeste kapitler i fortiden?

Lige nu er der ikke et entydigt svar på dette, og Riis bøvler selvfølgelig gevaldigt med, at han allerede en gang har fået en ekstra chance, men at han dengang lovede, at det med doping kun hørte hans tid som rytter til.

Og ja, alt dette er skrevet med det udgangspunkt, at Tyler Hamiltons historie er troværdig. Det er der, jeg står. Og den følelse bliver kun stærkere af, at ørnen leger struds.