Der står en kvinde bag succesholdet Glud & Marstrand LRØ. Christa Skelde spejder efter sponsorer med penge og hjerte på rette sted.
Det var dagen derpå. Efter et vellykket DM i cykling på landevej sidst i juni. Men end ikke en nyslået danmarksmester slipper for en tjans med kost og fejeblad, når der skal ryddes op efter en rigtig guldfest. Sådan gik det til, at den nyslåede danmarksmester, Sebastian Lander, gik rundt i boksershorts og fejede gulvet hjemme hos Michael og Christa Skelde.
- Vi er som en familie på vores cykelhold, og det er en del af forklaringen på, at vi har fået så gode resultater i denne sæson. Mand for mand er vi på papiret ikke de bedste, siger Christa Skelde til sporten.dk. Når den læreruddannede cykelmama ikke er en slags ’mor’ for kuldet af unge og fremstormende cykelryttere på succesholdet Glud & Marstrand LRØ, er hun direktør for det hele.
Det er Christa Skelde, der cykler med det erhvervsnetværk, som spytter i kassen. Og det er den 36-årige mor til to, som kæmper for at sikre holdets fremtid med et eller flere nye sponsorater. Penge skal der til. Så enkelt er det. Gerne et par millioner mere end de cirka fem millioner, der i år har fået hjulene til at rulle.
- Michael og jeg kan ikke løbe stærkere. Vi brænder for det her projekt, men vi har heller ikke lyst til at brænde ud. Og vi vil gerne kunne honorere nogle af de frivillige, der arbejder for os, siger Christa Skelde, der ikke har vildtflyvende fantast-ambitioner om deltagelse i Tour de France og den slags. Nærmest tværtimod.
- Vi har fundet vores niche og skal ikke være større. Men med et par millioner mere i budgettet ville vi kunne honorere nogle af vores frivillige. Men målet er stadig at udvikle gode cykelryttere og få hele mennesker ud af det, fortæller Christa Skelde.
Med navne som DM-vinder Sebastian Lander, André Steensen, Michael Valgren, Niki Østergaard og klatrehylet Jesper Hansen i den 11 ryttere store trup, har Glud & Marstrand LRØ også formået at omsætte de fine ord til skarphed på cyklen. Den står godt nok stadig på selvsmurte madpakker, når der sættes kurs mod udenlandske løb. Men det er endnu et led i at »uddanne« sig som cykelrytter og forstå, at intet kommer af sig selv.
Det gør pengene heller ikke.
- Vi havde håbet på, at vores store sportslige succes ved DM ville smitte af. Men finanskrisen gør det svært både for os og for mange andre sportsklubber i området, erkender Christa Skelde, som har forsøgt at knække koden med et netværk af småsponsorer, der kommer med ud at cykle to gange om ugen.
- Vi forsøger at gøre det sjovt og oplevelsesbaseret at være med. Vores mange små sponsorer betyder, at vi ikke er helt så sårbare, så vores tøj er plastret til med reklamelogoer, så vi ligner Dalgaards Tivoli, smiler Christa Skelde, som har udsigt til afsked med et par af holdets bærende profiler som André Steensen og DM-vinder Sebastian Lander.
- Det ville være godt med en afklaring på, hvem der fortsætter hos os til næste år. Måske ville det også være lidt nemmere i forhold til eventuelle sponsorer, erkender Christia Skelde med et kig på det tøsepink armbåndsur. Det er ved at være tid til et nyt møde med en mulig sponsor. Det er om at smede, så længe hjulene gløder under Post Danmark Rundt.









