Michael Mørkøv og Saxo Bank - Tinkoff Bank nåede helskindet i mål - i modsætning til et par af klassements-favoritterne, der mistede vitale minutter i nyt Tour-drama.
Med 24,5 kilometer tilbage af 6. etape i Tour de France blev feltet delt i to, da et massestyrt skabte kaos.
Flere klassementsryttere såsom Garmins Ryder Hesjedal og Radioshacks Fränk Schlekc mistede mere end to minutter, da de blev fanget i det store styrt.
Danske Michael Mørkøv slap helskindet fra styrtet, men han er stadig ærgerlig over, at et styrt skal få så stor en rolle på dagens etape og måske på sigt i klassementet.
- Det var dramatisk til sidst. Styrtet skete et uhyggeligt sted, det var på en nedkørsel, og vi kørte meget stærkt. Heldigvis er alle holdkammerater okay. Både JJ, jeg og Cantwell sidder lige præcist foran feltet og får kørt en god spurt, siger Mørkøv til TV2.
JJ Haedo blandede sig dog ikke hos etapevinder Peter Sagan, André Greipel og Matthew Goss, men Mørkøv er alligevel fint tilfreds.
- JJ sidder lidt for langt tilbage til allersidst, men det var en god spurt. Jeg kan lave de her afleveringer. Jeg er ikke en sprintertype selv, men jeg har topfarten til at levere de andre, siger danskeren, der stadig kører i polkaprikker.
Han glæder sig nu til mere bjerget terræn.
- Det bliver spændende at se i bjergene, hvilke favoritter der er stærkest, og hvem der kan køre med om Tour-sejren, siger Michael Mørkøv.








