Michael Mørkøv er endnu en gang stukket af sted i et udbrud i Tour de France.
Michael Mørkøv er slet ikke til at styre i årets Tour de France. Søndag erobrede han på imponerende vis den prikkede bjergtrøj, og allerede tidligt på mandagens etape er han ude og vise den frem.
Efter bare 33 km af den 207 kilometer lange etape fra Visé til Tournai stak Michael Mørkøv af sted sammen med Christophe Kern fra Europcar. Inden da var Anthony Roux (FDJ) stukket af sted, men han fik hurtigt følgeskab af Mørkøv og Kern.
Efter 35 kilometer havde trioen etableret et forspring på næsten fire minutter, men det er nok yderst tvivlsomt, om udbruddet vil holde hjem på den flade etape, der er skræddersyet til en spurt. Michael Mørkøv vil dog have mulighed for at tage yderlige et point til bjergtrøjen, når rytterne efter 82,5 kilometer rammer kategori 4-stigningen Namur Citadelle.
Selvom Michael Mørkøv nu har været i udbrud to dage i træk, så kan danske cykelfans nok godt begynde at vænne sig til danskerens aggressive stil.
- Jeg vil prøve at ramme et udbrud i morgen, sagde han inden dagens etape til TV2.
Her satte han også ord på, hvordan det er at iklæde sig den prikkede bjergtrøje.
- Det er meget urealistisk. Det er super fedt, at jeg skal køre i den i dag, siger den stolte Saxo Bank Tinkoff Bank-rytter.







