Tre ud af de fem danske cykelryttere ved OL i 2004 skulle angivelig have dopet sig i OL-lejren. Nu slår et anerkendt cykelmedie igen fast, at den ene rytter Michael Rasmussen har angivet i den forbindelse, er Nicki Sørensen.
Ifølge Politiken skulle Michael Rasmussen under afhøring hos det internationale antidopingagentur, WADA, tidligere i år have afsløret, at tre ud af fem ryttere på Danmarks OL-landevejshold i 2004 var dopet. Der skulle angiveligt også være smuglet cortison ind i den lejlighed, som rytterne delte i OL-lejren, mens en kanyle gemt væk i batterirummet på en musikafspiller ligeledes skulle være smuglet ind.
Med på det hold i 2004 var Michael Rasmussen selv, Frank Høj, Nicki Sørensen, Lars Michaelsen og Bo Hamburger. De to sidstnævnte har lørdag benægtet ethvert kendskab til historien.
Derfor sidder alle og leger gætteleg lige nu, men det respekterede danske cykelsite Veloropa.dk skriver lørdag på deres Facebook-profil, at de mener at vide, at i hvert fald den ene af de angivne er Nicki Sørensen.
- Veloropa kan gentage, at vi har oplysninger om, at Kyllingen (Michael Rasmussen, red.) har angivet Nicki Sørensen som den ene af de åbenbart tre ryttere, han mener tog cortison under OL i 2004. Den anden er naturligvis ham selv. Den tredje ved Veloropa ikke, hvem er, skriver Veloropa.
Veloropa.dk drives af Kim Plesner, der tidligere har haft sin gang hos Riis Cycling, hvor han var ansat frem til sommeren 2007 i en rolle som marketingchef og onlineansvarlig. I dag har Veloropa.dk fingeren på cykelpulsen, og deres oplysninger betragtes normalt som særdeles holdbare.
I forbindelse med Michael Rasmussens doping-indrømmelser skrev Veloropa.dk, at Rasmussen havde udpeget Nicki Sørensen som en af de tidligere kollegaer, der har benyttet doping. Men dengang blev det ikke nævnt, at det mere præcist var under OL i 2004. Det er det nye i sagen.
På Veloropa.dks Facebook-profil spekuleres der også videre i, hvem de andre involverede i sagen er. Michael Rasmussen forventes selv at være den anden, men så mangler der den tredje og sidste.
- Det nærmeste, vi kommer et kvalificeret gæt, er, at Hamburger tidligere har indrømmet doping, det har Høj og Michaelsen ikke. Men det er selvfølgelig ikke noget bevis. Ligesom det ikke er noget bevis, at Rasmussen har angivet disse to ryttere, før andre har bakket det udsagn op, skriver Veloropa.









