Pat McQuaid har som præsident for UCI været igennem et horribelt år. Kritikerne mener, at den irske cykelmand er en del af problemet i den skandaleramte sport.

En mand skal ikke dømmes på en enkeltstående handling i et langt og
kolbøtteturbulent liv. Men der vil altid være en episode eller tre, som
bliver stående for eftertiden. Og som vil være en lakmusprøve for din
karakter og vidne om, hvad du er lavet af.

Pat McQuaid er cykelmand til fingerspidserne.

Det
er hævet over enhver tvivl, for cykelsporten er både den røde tråd og
det bånd, der igennem generationer har knyttet McQuaid-familien sammen.
Farmand Jim var en respekteret amatørrytter. Det samme var onkel Paddy.
Og når familien var samlet kunne Pat McQuaids seks brødre alle stemme i
med røverhistorier fra lokale løb.

Så langt hen ad vejen er fortællingen om den siddende UCI-præsident smuk og opbyggelig.

Men i 1975 tog McQuaid en beslutning, der skulle komme til at forfølge ham i årene fremover.

Sydafrika
var dengang underkastet en international sportsboykot, fordi det
siddende apartheid-regime diskriminerede landets sorte befolkning med en
stærkt kritiseret raceadskillelse og feudale livsvilkår. Det var
absolut no go at tage til Sydafrika. Både for sportsfolk og for den sags
skyld hele underholdningsindustrien.

Den slags anfægtede ikke McQuaid, der fik nys om en invitation til den sydafrikanske Rapport Tour i oktober 1975. McQuaid fik
hurtigt overtalt sin lillebror Keiron og det kun 19-årige supertalent
Sean Kelly til at tage med til et tre uger langt etapeløb i sol og
varme.

Under falsk identitet, selvfølgelig. McQuaid kørte
løbet under pseudonymet Jim Burns, men blev afsløret af en
gossip-reporter, som egentlig var i landet for at dække
celebrityskuespillerparret Richard Burton og Elizabeth Taylors
bryllupsrejse.

Affæren kom til at koste McQuaid og hans to følgesvende deltagelse ved OL i Montreal.

Og McQuaid fik
skyld for at have lokket den noget yngre og uerfarne Sean Kelly i uføre
med potentielt ødelæggende konsekvenser for hans karriere.

År efter havde Pat McQuaid stadig ikke aktiveret nogen fortrydelsesknap i den anledning.

- Det
var den bedste måned i mit liv. Min form var på sit højeste. Vejret var
godt, landskabet smukt, og vi havde en fantastisk tur ud af det, sagde
McQuaid til The Times-journalisten David Walsh flere år efter, da denne var i gang med at skrive Kellys biografi.

I det civile holdt McQuaid hjulene
i gang som både lærer og løbsarrangør efter sin aktive karriere og blev
valgt ind i UCIs bestyrelse i 1997. Den korte fortælling er, at han i
2005 afløste den notorisk udskældte hollænder Hein Verbruggen på
cykelsportens toppost og skandalernes holdeplads.

De syv år, Pat McQuaid har stået i spidsen for UCI, har været en lang forbandelse med Lance Armstrongs fald som det absolutte lavpunkt blandt mange.

Det var den texcanske Tourminators fald, som fik Greg Lemond til at anmode om Pat McQuaids afgang fra præsidentembedet.

- Jeg
har aldrig set magen til magtmisbrug i cykelsport. Du vidste forbandet
godt, hvad der foregik og hvis du benægter det, er der så meget desto
mere grund til, at du skal fucke af og trække dig fra din stilling, lød
det i et åbent brev fra Lemond, da den 1.000 sider lange rapport fra
det amerikanske antidopingagentur USADA rev cykelsporten ud af enhver
komfortzone.

Sikkert er det, at McQuaid har haft sine møgsager at slås med. Omvendt overtog McQuaid et
embede, som under forgængeren Hein Verbruggen var så galt afmarcheret,
at skandalebomberne tikkede konstant. Det er for eksempelvis McQuaid,
som har måttet svare for, at UCI tog imod et beløb på godt 500.000 kr.
fra Lance Armstrong til indkøb af en Sysmex-maskine til brug for
blodanalyser i 2005. Altimens UCI fra flere sider samtidig er blevet
beskyldt for at have dækket over en positiv test fra Armstrong tilbage i
2001.

Det var ikke mindst McQuaid,
der var med til at hilse legenden, guldkalven og og mediemagneten Lance
Armstrong velkommen tilbage til cykelsporten efter tre års selvvalgt
pension i 2009. I dag har piben fået en noget anden lyd. Og det bærer
selvsagt hykleriet med sig som en djævelsk abe på UCI-præsidentens
skulder.

- Lance Armstrong har ikke længere nogen plads i cykelsporten, fastslog Pat McQuaid, da den almægtige amerikaner formelt blev frataget sine syv Tour de France-titler. Det frække modspørgsmål er så, om Pat McQuaid ikke også burde være et afsluttet kapitel og en færdig mand som UCIs overhoved.

Ifølge den irske journalist Paul Kimmage, der kuriøst nok havde McQuaid som
manager i sin tid som cykelrytter, trænger UCI til en gennemgående
rodbehandling. Og en af de mest rådne pløkker er angiveligt Pat McQuaid, der gik til modangreb på Kimmage i et søgsmål for at stoppe den prisvindende mediemands 'bagvaskelse'.

Ifølge Brian Holm er McQuaid ikke
roden til alle problemerne. De har været med som en del af
cykelsportens arvesynd og ligget som tikkende bomber under enhver med
præsident-kasketten på.

- Jeg vil hellere
spørge, hvem der kunne have gjort det anderledes. Der havde nok også
været skandaler, hvis Greg Lemond havde været UCI-præsident,
konstaterer Brian Holm, som til daglig er sportsdirektør på det belgiske
storhold QuickStep.

- McQuaid stak
hånden i en hvepserede allerede fra begyndelsen. Han vadede groft sagt
lige ind i så alvorlig en sag som Operacion Puerto, og det er rigtigt,
at der siden har været masser af skandaler i hans tid. Omvendt tager det
også tid at vende udviklingen i cykelsporten.

- Men til forskel fra for 10 år siden kan man i dag køre rent og vinde en klassiker eller Tour de France, fordi McQuaid i
høj grad har været foregangsmand ved indførelsen af det biologiske pas.
Det kan man godt give ham noget kredit for, påpeger Holm.

Fakta:

Møgsagerne under McQuaid:

September
2005. Lance Armstrongs eksløjtnant Roberto Heras holder fest efter at
have vundet Vuelta España for sit nye hold Liberty Seguros. To måneder
senere offentliggøres det, at han testes positiv for EPO.

Juli
2006. Floyd Landis vinder Tour de France, men Lance Armstrongs
tidligere løjtnant når knapt nok ned af podiet i Paris i sin nye rolle
som Phonak-kaptajn, før han testes positiv for testosteron.

Maj
2007. Danilo di Luca vinder Giro d'Italia, men bliver senere frakendt
sin sejr, fordi de italienske myndigheder påpeger suspekte hormontal som
følge af sløringsmidler. Di Luca bliver dog først sanktioneret i 2009.

Juli
2007. Michael Rasmussen er få etaper fra at kunne kalde sig vinder af
Tour de France, da han suspenderes af sit hold Rabobank, fordi han har
løjet om sine whereabouts forud for løbet.

Juli
2007. Alexandre Vinokourov afsløres for brug af bloddoping. Det samme
gør landsmanden Andrei Kaschchkin ved en kontrol uden for konkurrence.

Juli
2008. Under Tour de France afsløres Riccardo Ricco, Stefan Schumacher,
Leonardo Piepoli og senere bjergkongen Bernhard Kohl som brugere af den
EPO-lignende blodbooster CERA. Senere samme år ryger OLsølvvinderen
Davide Rebellin også i fælden.

Juli 2010.
Alberto Contador testes positiv for brug af astmamedicinen clenbuterol.
UCI venter mistænkeligt længe med offentliggørelse af sagen, der ender i
en langvarig proces og en frikendelse i det spanske cykelforbund.

UCI applererer og spanieren får stadfæstet sin karantæne ved Den internationale sportsdomstol CAS.

Januar 2012. Pat McQuaid lægger
sag an mod den irske journalist Paul Kimmage for bagvaskelse og
injurier. Ifølge Kimmage har McQuiad og UCI-forgængeren Hein Verbruggen
dækket over Lance Armstrongs malpraksis.

September
2012. Den længe ventede USADA rapport ender som en total detronisering
af den syvdobbelte Tour-vinder Lance Armstrong. Rapporten afslører
organiseret og sofistikeret doping i alle afskygninger.

Samtidig er UCI og McQuaid under beskyldning for at have bevæget sig snublende tæt på korruption.