Johnny Weltz er blevet bedt om ikke at lyve igen af sin chef, Jonathan Vaughters
Den danske sportsdirektør på Team Garmin-Sharp, Johnny Weltz, kom i alvorlige problemer under dette års Vuelta a Espana.
I Tyler Hamiltons bog ’The Secret Race’ kom der anklager frem om, at Johnny Weltz fungerede som dopingkurér for US Postal i 1997, hvor han skulle have leveret EPO til holdets kaptajn, George Hincapie, i en hvid papirpose.
Weltz afviste anklagerne over BT, og afviste desuden at have haft en aktiv hånd med i dopingspillet på US Postal. Det fik hans chef på Team Garmin-Sharp, Jonathan Vaughters, til offentligt at opfordre Weltz til at sige sandheden. Vaughters kørte selv på US Postal på daværende tidspunkt, og vidste derfor hvordan dopingen var en normal del af holdet.
Vaughters og Weltz har siden talt ud, fortæller Garmin-chefen i et interview med BT.
- Jeg sagde til Johnny ’lad være med at lyve’. Han sagde til mig, at han virkelig ikke kunne huske, at han havde givet en pose til George Hincapie. Jeg sagde til ham, at det er fint nok, at han ikke lige kan huske den episode, men at han vidste, hvad der foregik dengang, så hvis han ikke kunne huske episoden, så skulle han lade være med at sige noget.
- Jeg synes, det var lidt dumt, hvad han sagde dengang, og det har jeg skældt lidt ud over. Han skal ikke sige sådan noget igen, men så er vi også videre fra den sag, fortæller Vaughters.
Den store dopingrapport fra dopingagenturet USADA fortæller, at alle på US Postal kendte til dopingmisbruget. Jonathan Vaughters er selv vidne i den 1000 sider lange rapport, og her medvirker han i en konkret dopinghistorie, hvor Weltz og Vaughters begge er med. Vaughters kender derfor Weltz’ dopingforbindelser.
Johnny Weltz er ikke vidne i USADA-rapporten, men Vaughters fortæller til BT, at Weltz vidnede, da FBI efterforskede samme sag, før USADA lavede deres efterforskning. FBIs efterforskning blev aldrig til en retssag.
- Weltz blev afhørt under FBIs undersøgelser, da han var i USA sidste november, og her var han fuldstændig åben og ærlig. Hvis han var blevet spurgt af USADA, om han ville vidne, så havde han også gjort det, for det er en del af holdets politik at være ærlig, siger Vaughters.
Johnny Weltz fortalte under Vuelta a Espana, at han måske kunne uddybe sin forklaring efter løbet. Men siden da har han holdt helt lav profil, og har ikke vendt tilbage på BTs mange henvendelser. Det er der en grund til, fortæller Vaughters.
- Der er også en anden ting i det. Der er stadig gang i nogle efterforskninger, som ikke har været i retten endnu. Vi har fået at vide, at Johnny skal forholde sig i ro og ikke kommentere offentligt. Jeg tror også det er bedst, at Johnny tager en lille pause, siger Garmin-chefen.
Jonathan Vaughters accepterer Weltz’ fejltrin, og han opfordrer til, at vi ikke kalder det en skandale. Weltz’ afvisning er i højere grad et spørgsmål om den gamle belastede kultur i cykling, hvor sandheden ikke blev accepteret, end det er et spørgsmål om Johnny Weltz. Og den danske sportsdirektør står ikke til en fyring, så længe han ikke dummer igen.
- Johnny har altid været ærlig overfor mig, og så længe han lærer af det og kommer videre, så er det okay. Men hvis han gør det igen, så har vi et problem.








