Cykelsporten har solidt tag i briterne. Nu planlægger de at skabe en ny cykelklassiker fra 2013.
Selv om cykelsporten allerede bugner af klassikere med masser af år på bagen, så kan et nyt cykelløb være på vej til at kile sig ind i kalenderen.
Det er fra britisk side, der er drømme, men skam også helt konkrete planer, om at skabe et nyt stort endagesløb i sporten.
Tanken er, at løbet skal køres første gang i august 2013, og at man vil benytte sig af store dele af den ruteføring, som blev brugt, da man i august sidste år kørte løbet London-Surrey Cycle Classic.
Det var en slags opvarmingsbegivenhed forud for det kommende OL i London, og dermed ser det også ud til, at der bliver tale om et løb på omkring 160 kiloemter, hvor der også vil være en begivenhed for motionister.
Da man kørt London-Surrey Cycle Classic blev løbet vundet af verdensmester Mark Cavendish, og netop Cavendish og de olympiske lege er blandt de helt store årsager til, at det er nu, man fra britisk side satser alt på at komme ind og få en plads på den internationale cykelkalender.
Sportsdirektør i det britiske cykelforbund, Jonny Clay, siger til BBC, at det er "helt sikkert", at man kommer til at gå videre med planerne.
- Det ville overraske mig meget, hvis dette i løbet af få år ikke bliver et af de største cykelløb, siger han.
Den britiske cykelkommentator og tidligere toprytter Phill Ligett er helt på linje med den vurdering.
- Storbritannien fører an i banecykling, og det vil helt sikkert bleve understreget til OL. Det er et logisk næste skridt at bringe et stort landevejsløb til hjertet af London, siger han og roser, at man ikke bare nøjes med at nyde OL og så læner sig tilbage i stilhed, men udnytter det momentum, der er lige nu.
- Vi vil i den sidste ende bringe de allerstørste navne, som folk taler om, til London, lyder hans vurdering.
Målet er altså at få en plads på den internationale løbskalender i august - efter Tour de France, men før Vuelta a Espana. Pressechef i den internationale cykelunion, Enrico Carpani, siger dog til Bloomberg, at det bliver svært allerede at få London-løbet ind i den såkaldte World Tour-kalender for 2013.
- Vi ved, at der er i britisk cykling er store udviklingsplaner, og det er vi meget glade for. Men ingen projekter omkring nye løb er blevet godkendt, sådan som sagerne står lige nu, så ville det strengt taget være umuligt.
Nogle af sportens største klassikere har mere end 100 år på bagen. Det gælder blandt andet Liège-Bastogne-Liège, Lombardiet Rundt, Paris-Roubaix og Milano-San-Remo, og generelt vælter sporten sig ikke i nye løb, som har opnået en meget stor status.
Et par af de nyere er det spanske løb Clasica Ciclistica de San Sebastian, der er fra 1981, mens det tyske løb Vattenfall Cyclassics i år køres for 17. gang.








