Den lovende schweizer Thomas Frei tog EPO for at få forbedret sin kontrakt.
Begæret efter at score flere penge og samtidig have succes på sit arbejde kan være en giftig cocktail.
For den schweiziske cykelrytter Thomas Frei førte det den direkte vej til det sorte marked, hvor der handles forbudte og præstationsfremmende stoffer som EPO. Og det var primært på grund af pengene, at den lovende rytter fra det nyetablerede BMC Racing mandskab, faldt for fristelsen. Indtil fælden klappede for nylig, da Thomas Frei blev taget ved en kontrol udenfor konkurrence.
- Selvfølgelig ville jeg være fortsat. Jeg gjorde det for pengenes skyld. Det er det samme for alle, siger Frei i et interview med netavisen NZZ.ch.
Thomas Frei havde gjort det fint hidtil i sæsonen, hvor han ofte havde kørt som pålidelig hjælperytter for Cadel Evans. Og forhandlingerne om næste års kontrakt var allerede ved at falde på plads.
- Under Tirreno-Adriatico (italiensk etapeløb, red.) var jeg endnu en gang en af de mest værdifulde hjælpere for Cadel Evans. Min nuværende årløn lød på godt 600.000 kr., men jeg ville få meget mere i posen næste år.
Thomas Frei indledte sin karriere i 2007 på Team Astana, der havde sine problemer at slås med på dopingfronten. Først blev tyske Matthias Kessler taget for testosteron, så blev stjernenavnet Alexandre Vinokourov knaldet under Tour de France for bloddoping, siden faldt også hans kazakhiske landsmand Andrey Kaschechkin i den sorte gryde, da han blev testet positiv under et træningsophold i Tyrkiet.
Men selv om de mange sager kunne tyde på organiseret doping fra Astana-holdets side, afviser Frei, at det hang sådan sammen.
- Jeg vidste intet om, hvem der dopede sig. Jeg var bare en lille fisk på holdet. Men dine ambitioner æder dig op. Du vil gerne være mere end bare en hjælperytter.
Som udgangspunkt ville Thomas Frei helst køre rent. Men han ramte en glidebane, fordi der er store krav til en professionel rytter og gevinsten tilsvarende høj.
- Jeg kan forsikre om, at jeg ikke er noget offer. Det var helt og holdent min egen beslutning at begynde at bruge doping. Der var aldrig nogen boss, som lagde pres på en. Men på den anden side har jeg heller aldrig hørt en erfaren rytter spørge om, hvorfor du pludselig er blevet så god.
- Cheferne siger bare: Vi vil ikke have nogen dopingsager. Men det, de mener, er i virkeligheden noget andet, hævder Frei.
BMC Racing har ikke haft den heldigste start på tilværelsen, hvad angår doping. Umiddelbart inden kontrollen fældede Frei, måtte ledelsen på BMC suspendere Alessandro Ballan, der er blandet ind i en sag om en italiensk heksedoktor, som måske - måske ikke - har suppleret verdensmesteren fra 2008 med forbudte stoffer.








