Jørgen Leth håber, at Bjarne Riis tager Michael Rasmussen ind på Team Saxo Bank-SunGard.
Bjarne Riis åbnede i går muligheden for at Michael Rasmussen kan komme ind på Team Saxo Bank-SunGard. Det er helt nye og interessante meldinger fra Riis, og det er noget som en af Kyllingens største fans, Jørgen Leth, tager rigtig godt imod.
- Det vil være fantastisk. Jeg vil meget gerne have det samarbejde. Jeg har længe tænkt på det, og jeg vil enormt gerne have at Michael Rasmussen får en chance til, og det har jeg talt meget for, siger Jørgen Leth til sporten.dk.
Leth har fornylig talt med Michael Rasmussen, som også der udtrykte ønske om at komme til at arbejde med Riis.
- Michael Rasmussen han skal have sin chance i Tour de France. Det vil jeg slås for. Han har været udsat for uretfærdigheder, og han skal tilbage. Hvis det er rigtigt, at Michael Rasmussen kan indordne sig som hjælperytter, så er det endnu et trumfkort til Riis, og det er han næsten nødt til, for Contador bliver den der skal beskyttes.
- Hvis han kan indordne sig på at være hjælperytter, så er der ingen hold, der vil være stærkere end Bjarnes. Jeg hørte, at Contadors store drøm var at vinde de tre store løb på samme år, men det bliver ikke næste år, og så er der rigeligt plads til dem begge to, og det giver nogle kæmpe taktiske fordele. Det vil være en sensation. Det sidder jeg og fantaserer om i hvert fald, siger Jørgen Leth.
Cykelkommentatoren mener sågar, at Contador kan være Michael Rasmussens indgang til at komme med i Tour de France igen.
- Der er ikke nogen modvilje imod Rasmussen fra løbssiden nu, og specielt ikke hvis han kommer sammen med Contador. Der kan jo drages en parallel til i år, hvor Vinokourov kom med i Tour de France. Det var jo fordi, han kom sammen med Contador. Det vil være et alibi til løbsledelsen til at tage Rasmussen med igen. Det er vanskeligt at se, hvad Prudhomme (Tour de France-direktøren), red) vil kunne sige til det, hvis Contador kommer med Rasmussen, siger Leth.








