Tyler Hamiltons bog er sandheden - og Bjarne Riis har orkestreret doping, mener Jørgen Leth. Men på samme tid er karakteren Riis vokset i TV2-kommentatorens øjne.
Bogen ’The Secret Race’ af Tyler Hamilton har sat Bjarne Riis under voldsomt pres.
Beskyldninger om organiseret doping på det danske hold er hidtil blevet mødt med tavshed af Bjarne Riis, hvilket undrer TV2’s mangeårige cykelkommentator Jørgen Leth. For Tyler Hamilton har ikke grund til at fortælle andet end sandheden, siger Jørgen Leth i dette interview.
Tror du på bogen?
- Jeg tillægger bogen stor troværdighed. Jeg er faktisk overbevist om, at bogen fortæller sandheden. Jeg vil dog tage det forbehold, at jeg kun har læst dele af bogen, men det er tydeligt, at den er uhyre detaljeret og den handler om ting, man kan forestille sig er sket - de kan næsten ikke være opfundet. Den er spændende som en kriminalroman, og jeg tillægger det stor troværdighed, at det ikke kun er Tyler Hamilton, der er afsender, men også journalisten Daniel Coyle, som er medforfatter. Det er en mand, der har stor troværdighed, og det er også hans navn, der er på spil. Jeg har også en psykologisk forståelse for bogen. Det første dem, der vil bogen til livs, vil stille spørgsmål ved, er Tyler Hamiltons motiver. Han vil hævne sig, han er bitter, vil anklagen lyde. Jeg er ikke så sikker. Jeg tror ikke, det er hævnmotivet, der har drevet ham til at skrive den bog. Jeg tror ganske simpelt på, at det er sandheden, der har drevet ham. Tyler Hamilton er en mand, som intet har tilbage. Han er på bunden. Karrieren og pengene er væk, alt er faldet sammen. Det eneste, han har tilbage, er sandheden. Han føler en lettelse, som han også har sagt i efterfølgende interviews. Det er en syndsforladelse, som jeg ser det. En nærmest kristen syndsforladelse. Det gør den troværdig. Hvis der overhovedet skal være noget sympatisk i denne forfærdelige historie, så er det, at han fortæller helt cool om sine oplevelser i cykelsporten. Jeg lægger det også sammen med den person, jeg kendte. Tyler Hamilton var en sympatisk mand. Meget intelligent og behagelig at tale med. Men også en meget blød mand. Det er lige før, man kan se det på de billeder, der har været bragt af Tyler og Bjarne Riis. Man ser tydeligt, at Tyler er blødt stof. Han er emotionel og kan meget let forføres. Hver gang, jeg ser de billeder, så tænker jeg, at den er helt klar: Tyler som den bløde mand med let til tårer, og Bjarne Riis ved siden af i al sin magt og vælde. Jeg vil ikke sige noget ondt om Riis, men det er tydeligt, hvordan rollerne er. Derfor er det også min overbevisning, at det ikke er Tyler, der har fundet på det, han har gjort i sin aktive karriere, men har ladet sig dirigere, måske gennem hele livet - og det er nok hans tragedie.
Har din holdning til Riis ændret sig efter bogen er kommet?
- Jeg er lidt chokeret. Min opfattelse af situationen var anderledes før bogen, end den er nu. Jeg havde troet, at han var en bekendende dopingsynder, som nu gav alt for at køre rent. Blandt andet med sine tiltag, det være sig blodpasset og ansættelsen af Rasmus Damsgaard. Jeg troede på ham. Det gør jeg ikke rigtig mere. Nu tror jeg, at han har snydt hele vejen. Jeg er lidt imponeret af det. Jeg synes, han er en kæmpe skikkelse, og han er vokset yderligere som en slags boss. Han er mere koldblodig, end jeg havde regnet med. Jeg tænker jo også tilbage: Hvordan var det at tale med Riis i de mange år? Han har jo altid haft de åbne blå øjne, men hele vejen igennem har han skjult den mørke side. Jeg ved ikke, hvad jeg mener om det, for jeg er ikke en fordømmende mand. Jeg er i almindelighed tilhænger af en vis tolerance, også overfor doping. Jeg har en forståelse for, at man kan være drevet til at forbedre sin præstation - jeg kan forstå psykologien i det. Men der er ingen tvivl om, at han har skjult et helt set-up. Jeg håber ikke, jeg bliver skudt for det her, for jeg kan mærke, at der i befolkningen er stor sympati for Riis. Den har jeg også selv. For jeg synes, han har gjort meget for cykelsporten. Det synes jeg stadig. Det var fortjent, at han vandt i 1996. Jeg er lige ved at sige, at jeg beundrer ham endnu mere nu, for han er vokset til en kæmpe figur i en stor roman. Det er jeg lige ved at sige. Jeg beundrer også hans koldblodighed i denne situation, hvor han er ved at vinde Vueltaen med Alberto Contador - som jeg under ham meget. Men jeg tror ikke på ham mere. Det gør jeg ikke.
De ting, der kommer frem, er noget, der sker før Puerto-skandalen i 2006. Tror du, tingene har ændret sig i dag?
- Ja. Det er godt, du spørger om det. For det tror jeg. Den rest af positiv vurdering, der er tilbage i dag, må gå på, at dopingkontrollen i dag har den vindende hånd, og at det trods alt er sværere at snyde i dag. Det vil jeg tillade mig at være naiv nok til at tro. Jeg har meget forståelse for cykelrytterne, når de lyver, fordi de har en overbevisning om, at det hører med til cykelsporten. Jeg kender løgnen som en kommunikation. Jeg kender det fra Haiti, hvor folk lyver for at opnå noget, uden at det er ondt. Det har jeg meget stor forståelse for. Det samme gælder til en vis grænse indenfor cykelsporten. Men vi vil nødigt snydes som elskere og iagttagere af sporten. Vi kan jo ikke være blinde, så når sådan en bog kommer, må vi slå øjnene op og afsøge konsekvenserne. Dem kender jeg ikke endnu. Jeg mener ikke, at cykelsporten skal dø. Det tror jeg heller ikke vil ske. Jeg har også fornemmelsen af, at Riis slipper igennem, selv om han er ramt alvorligt på troværdigheden. Jeg tror også meget gerne på, at Puerto-sagen ændrede sporten, men jeg kan ikke sige det med tanke på, hvad det er for et moralsk kompas, Bjarne Riis er udstyret med. Så er alt jo muligt. Denne bog burde få alvorlige konsekvenser, men jeg er ikke sikker på, at det sker. For der er mange, som ikke har lyst til at ophøje Tyler Hamilton til et sandhedsvidne. Tag UCI, der også bliver beskyldt for blandt andet at overse positive dopingprøver. De vil givetvis klynge sig til det faktum, at der ikke er en ’smoking gun’. Du og jeg og alle intelligente mennesker, der følger sporten, ved jo, at Tyler har ret. Han har jo fået en oprejsning af denne bog. Han har værdighed igen, og vi tror på hans beretning. Det er vidunderligt stof til en kriminalfilm, og jeg kommer ikke til at holde mindre af cykelsporten efter denne historie. Denne bog er endnu en fantastisk kulisse, hvor virkeligheden overgår fantasien. Jeg ønsker, at sporten kommer over det, og at Riis kommer over det. Men han skal ikke tro, at vi glemmer det.
Lad os nu forestille os, at Riis indrømmer det. Kan han tåle det? Eller skal han holde sig til tavshedens taktik?
- Jeg ville foretrække at han stod frem. Jeg ved ikke, om han har nosser til at gøre det. For han har været igennem det en gang før med en tilståelse, selv om det var svært. Måske skulle han huske på den erfaring, hvor luften blev renset, og han kunne fortsætte med sit hold. Jeg vil gamble på, at han ville overleve, hvis han tilstår. Men det er ikke sikkert, for den er tung, denne gang. Denne gang er det jo ikke bare ham selv, men organiseret doping. De samtaler, han angiveligt har haft med Hamilton, er jo fabelagtige. Men igen - det er påstand mod påstand. Så måske bliver Riis rådet til at afvise alt, selv om troværdigheden lider. Så må Riis tage stilling til, hvad han vil leve med. Det er det sande drama lige nu: Vil han tie eller, vil han stå frem - med risikoen for at det får store konsekvenser. Riis er i mine øjne skakmat, for han er trængt op i et hjørne, og han kan ikke bevise sin uskyld. Det var organiseret doping. Jeg er spændt. For det er sindssygt, hvad der sker lige nu.
