Den syvdobbelte Tour-vinder Lance Armstrong erkender, at USADAs dopingrapport har ramt ham
For første gang siden offentliggørelsen af USADAs sønderlemmende rapport om den organiserede misbrug af doping på cykelholdet US Postal, er holdets absolutte frontfigur, Lance Armstrong, stået frem i offentligheden.
Det skete i forbindelse med fejringen af Armstrongs cancer-fond Livestrongs 15 års fødselsdag, hvor den tidligere toprytter appellerede til, at folk ikke glemte den velgørende organisations formål midt i al virakken om Armstrongs person.
- Missionen er større end mig. Den er større end nogen enkeltperson, sagde Lance Armstrong med slet skjult henvisning til, at han i de seneste uger er blevet tæppebombet med beskyldninger om dopingmisbrug på US Postal-holdet i perioden, hvor amerikaneren vandt syv Tour de France i træk.
Han lægger ikke skjul på, at det har været to hårde uger i kølvandet på den over 1.000 sider lange USADA-rapport, der utvetydigt forbinder Armstrong og rytterne på US Postal-holdet til dopingmisbrug.
- Det har været et par interessante uger. Det har været et par svære uger for mig og min familie, mine venner og denne fond. Jeg vil sige: Jeg har haft det bedre, men jeg har også haft det værre, sagde Lance Armstrong, der oprettede sin cancer-fond, efter han selv blev diagnosticeret med testikel-cancer i 1996.
Det amerikanske dopingagentur, USADA, har på baggrund af organisationens rapport forlangt Lance Armstrong udelukket fra cykelsport på livstid.









