KOMMENTAR
Michael Rasmussen snød gennem hele sin karriere. Han gjorde, hvad han kunne for at få den fordel, der kunne skaffe sejre, penge og berømmelse. Men nu blev løgnen for nagende at trækkes rundt med. I stedet for at vælge den gængse metode, der går på indrømmelse af egne synder og ellers tavshed om, hvordan det foregik, hvem der hjalp, og hvem der vidste, går Michael Rasmussen anderledes grundigt til værks. Grundtesen er, at ellers bliver der ikke ryddet op i cykelsporten - eller det er da den officielle grund.
Det er nok mere nuanceret end som så. Med de seneste tiders afsløringer af, hvor organiseret dopingmisbruget var på Rabobank, hvor Michael Rasmussen oplevede sine største stjernestunder, var der ikke mange, som troede, at den danske klatrer kørte på talent alene. Indicierne var efterhånden så overvældende, at det var et spørgsmål om tid, før en sag ville komme. Så det handlede om, at Michael Rasmussen havde risikeret en livslang karantæne, hvis han havde holdt fast i sine hidtidige forklaringer. Og det ønskede han ikke, for med 25 procent ejerskab af Christina Watches-Onfone og en aftale om at blive sportsdirektør, ville det løb være kørt.
Derfor har manden fortalt alt, hvad han ved til de relevante dopingmyndigheder. Og allerede nu står det klart, at der kommer en strafrabat, så en fremtid i cykelsporten kan udleves.
Og derfor er der en masse mennesker i sporten, der lige nu ryster i bukserne. For nok kender vi ikke til de afsløringer, fire dages afhøringer bragte med sig - i øvrigt med professor i idræt Verner Møller som bisidder - men hvis 12 års dopingmisbrug er lagt åbent frem, er der mange, som kan trækkes med.
Allerede nu går der rygter om Nicki Sørensen og Bjarne Riis, men flere danskere er nævnt, forlyder det. Michael Rasmussens indrømmelse af doping i tiden på Riis’ hold kan ikke undgå at øge presset på den danske holdejer, der i forvejen gør alt, hvad han kan for at undgå ubehagelige spørgsmål om Tyler Hamiltons beskyldninger.
Det er den rette vej for cykelsporten. Men det er vigtigt at slå fast, at Michael Rasmussen ikke er nogen helt i mine øjne. Han er ikke en rollemodel for unge ryttere. Dem er der få af i cykelsporten i den periode.
Men ved at hjælpe med at forklare, hvordan cykelsporten virkede i en ekstremt betændt tid, får vi en bedre løsning end Lance Armstrong-indrømmelsen, der nærmest udelukkende fortalte historien om en mand, der måtte gøre det nødvendige - men ikke hjalp til selve forståelsen.
For det er, hvad der er brug for. Det nytter ikke med halve indrømmelser, hvis der skal ændres noget. Og med Team Sky som tonesætter hidtil, har reglen været, at hvis man afslørede noget, fik man en fyreseddel, og hvis man tav, gik man fri. Det er ødelæggende for sportens troværdighed.
Det er ikke heltmodigt, hvis Michael Rasmussen trækker kolleger med i faldet. For det står stadig mere klart, at det i cykelsporten var en nødvendighed at benytte sig af ulovlige præparater for at være med. Men jeg har på ingen måde ondt af de mennesker, der var med til at orkestrere misbruget, billigede det eller stiltiende lod det passere. Så selv om Michael Rasmussen ikke er nogen helt, må håbet være, at der trods alt kommer en bedre fremtid for cykelsporten ud af indrømmelserne og samarbejdet med de relevante dopingmyndigheder.
... ligesom Tyler Hamilton og Floyd Landis. Hele den her "åh jeg har brug for at lette mit samvittighedsbølge" startede fordi Armstrong ikke ville have Floyd Landis på holdet ved sit 2009 comeback. Den lille stikker fik ondt i røven og begyndte at tale.
Det var der jo penge i. Det har alle de andre stikkere nu set. Tyler Hamilton og nu kyllingen.
Tro endelig ikke de her folk gør det fordi de har cykelsporten kært. Det er udelukkende for egen vinding.
Hele generationen af cykelryttere fra 90 og før dette, kørte på organiseret snyd. Riis, Lance, kyllingen og en masse andre løj, indtil de var så pressede, så de var nødt til at stå frem med sandheden.
At kalde det en sygelig og forkvaklet hetz, siger mere om dig end om journalisten.
Selvfølgelig skal organiseret snyd og løgn undersøges, så det kan blive minimeret for fremtiden.
Hvis man tillade sig at jagte,forfølge og tilsvine personer, som Staehelin gør, må han nok selv forvente der samme tilbage.
Entenholder man stien ren, eller så gør man det ikke.
Så de er nok i samme båd
Rasmussen, Riis og andre har faktisk snydt og løjet i en lang årrække. Det burde ikke komme bag på nogen, at det koster øretæver i pressen.
De har selv bedt om at blive Jagtet.
Du forsætter dit sygelige og forkvaklede hetz på Riis og cykelsporten.
Opsøg dog en psykolog og få gjort noget ved dine mindreværs komplektier.
Måske Riis så ikke udviser dig næste gang han har pressemøde :o)
Nagende samvittighed?
Er der nogen som seriøst tror på, at Rasmussen har indrømmet pga samvittighedskvaler eller fordi han oprigtigt vil "hjælpe" cykelsporten mod bedre tider?
Jeg er efterhånden træt af at høre om doping i cykelsport. Mediernes ensidige dækning kun på cykelsporten er kvalmende og hyklerisk.
Historien har vist, at doping har været i sporten i 100 år....ingen kan præstere på det niveau og under de forudsætning med hårde ruter uden brug af hjælpemidler.
Først så hylder i uhæmmet cykelrytterne (og sælger en masse aviser på det!)....så piller i dem ned efterfølgende.
Hvis i naivt har troet på, at rytterne var rene, er i enten dumme eller inkompetente - højst sandsynligt begge dele. Så drop nu jeres høj hellige indstilling om, at ville have ryddet op i cykelsporten...i har kun en agenda...at sælge aviser.
Angående begrebet moral, er i nok den sidste profession, som skulle moralisere over det. Igennem årtier har i via overskrifter slagtet folk på jeres forsider, hvorefter det så enten viser sig at være fejlagtigt eller hvis man læser artiklen er knap så galt, som forsiden antyder.
Hvor er jeres dækning af doping i feks. langrend, vægtløftning, atletik osv osv ..og matchfixing i fodbold.....det står med notitser i et hjørne (som når i skal berigtige et eller andet).
Vi kan hurtigt blive enige om, at det er trist med doping i topsport...og doping kontrol skal da selvfølgelig fortsætte...men man kommer den aldrig til livs. Atleternes ambition om at vinde og de store penge i sport gør, at det er urealistisk at komme til livs. Og hvem gider se en etape til Alpe d`Huez, som køres med 13 km i snit - INGEN.
Så Tv og presse er selv med til at stramme skruen, jagten på mammon kan fortsætte.
Cyklingen dør aldrig - vent og se i sommer, der vil endnu engang stå millioner af tilskuere langs ruten.
Er det ikke ret ligegyldigt? Det er jo bare nogle mennesker der cykler?
Jesper Worres angreb på TV2 og Rolf Sørensen må siges at være noget underligt.
Man bør jo altid feje for egen dør først.
Rofl Sørensen har hverken indrømmet eller er dømt for brug af doping. Der har hidtil helller ikke været produceret juridisk valide beviser for det.
DCU's direktør har både indrø mmmet og er dømt. Om det så er en del år siden er vel ligegyldigt. Det er trods forsøget på den beskidte genvej, der er det væsentligste.
Så skulle Worre måske tænke på, at magten jo er et potentielt doping middel i sig selv.
Når nu det forholder sig som Rolf Sørensen siger at han aldrig har brugt præstationsfremmende midler, mens alle andre i feltet har, jamen så er konklusionen at Rolf er Danmarks om ikke verdens bedste cykelrytter der kørte på talentet alene.
Det er fantastisk at lille Danmark har fostret en af verdens bedste cykelryttere for slet ikke at snakke om at Rolf er en af de sidste hæderlige, en rigtig sportsmand, ren sjæl i et sundt legme.