Michael Rasmussens chef på Christina Watches-Onfone, Claus Hembo, forklarer, at det professionelle cykelfelt i 2007 var dopede. Et felt, som Michael Rasmussen var en del af.
Lørdag formiddag beskrev Sporten.dk, hvordan en detaljeret artikel fra et hollandsk medie beskyldte Michael Rasmussen for at være dopet i sin tid på Rabobank-mandskabet. Artiklen var opbygget af udtalelser fra flere af Michael Rasmussens tidligere holdkammerater.
Selv ønsker Michael Rasmussen ikke at udtale sig om artiklen, men efter en snak med Claus Hembo, direktøren for Michael Rasmussens nuværende hold, Christina Watches Onfone, tyder meget på, at Michael Rasmussen kørte på andet end vand og kiks, da han var på toppen af sin karriere i 2007.
- Min helt egen subjektive vurdering af cykelfeltet i 2007 er, at feltet nok ikke var rent, siger Claus Hembo, mens han efter spørgsmålet om, hvorvidt Michael Rasmussen var en del af problematikken svarer:
- Ja, det har jeg en formodning om.
Claus Hembo mener selv at kende til, hvad der sket i Michael Rasmussens fortid. Men sket er sket, og i dag nyder han bare at arbejde sammen med ham.
- Vi mener helt grundlæggende, at cykelsporten har et problem. I december 2010 stiftede Christina, Michael og jeg et cykelhold med den helt klare ambition om, at det her skulle være et rent cykelhold. Og det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Michael Rasmussen, og hans fortid er vi ikke en del af. Men i dag er der ingen tvivl om, at hans ambitioner sammen med os er at skabe et rent cykelhold, siger Claus Hembo.
Michael Rasmussen kørte for Rabobank i perioden 2003 til 2007, hvor han de fleste bekendt endte med at blive fyret efter løgne om sine opholdssteder inden Tour de France. Men alt det er fortid og ligegyldig for hans gøren på Christina Watches-Onfone.
- Der er få, som kan være i tvivl om, at cykelsporten har og har haft et problem. Vi mener, der skal nye mennesker til. Vi mener, at der er alt for mange i cykelsporten, som er belastet af personer, som man ikke kan have tillid til. Den fornyelse, som Michael Rasmussen har bevidst over for os, ønsker han virkelig, og han ønsker især at være en aktiv del af den, afslutter Claus Hembo.










