Det er usikkert, om Michael Rasmussens hold, Team Christina Watches-Onfone, kommer med i Post Danmark Rundt. De skal præstere noget først, siger løbsdirektør Jesper Worre.
Feltet til årets Post Danmark Rundt ser meget stærkt ud, men om det også får deltagelse af Team Christina Watches-Onfone med Michael Rasmussen, er ikke sikkert.
Holdet konkurrerer med Team Energi-Fyn om en ledig plads.
- De skal køre om det på de hjemlige landeveje i Post Cup. Der er to danske UCI-løb, og så er der U23-DM, og det slutter den 29. maj, og så udtager vi dagen efter det tredje og sidste danske hold. Vi kigger på resultaterne og på holdets bredde. Det er vigtigt, at de kan komme med otte mand, der kan følge med i Post Danmark Rundt, siger Post Danmark Rundts løbsdirektør, Jesper Worre, til DR Sportens hjemmeside.
Ud over Team Saxo Bank-Sungard og Team Leopard-Trek har så stærke hold som Vacansoleil, Team Sky og Garmin-Cervelo meldt sig.
- Saxo Bank har siddet på det i mange år nu og de får altså kam til deres hår i år. Især fra Team Leopard, der har Jakob Fuglsang, men også Fabian Cancellara hvis han stiller til start. Vi har ikke fået navnene endeligt endnu. Men jeg er sikker på, at Leopard også kommer for at vinde løbet, siger Jesper Worre.
Årets Post Danmark Rundt køres fra 3-7.august.








