Nedtur for Michael Rasmussen, som blev sat allerede på første etape af Trofeo San Luis.
Michael Rasmussen rejste til det argentinske etapeløb Trofeo San Luis med bange anelser. Og frygten for, at et ugelangt maveonde havde forplantet sig til en gang bløde ben, viste sig at holde stik allerede på løbets førstedag.
I vejrforhold, hvor hagl, regn og sidevind gjorde betingelserne svære for mange ryttere, måtte Michael Rasmussen sande, at han ikke har formen til at køre løbet forfra på den 190 km lange etape fra San Luis til Villa Mercedes, hvor feltet blev splittet i to større grupper efter at Team Saxo Bank havde lagt pres på med en klassisk gang sidevindstempokørsel.
Michael Rasmussen kom ind i anden gruppe, 2.09 efter etapevinder Francesco Cicchi (QuickStep), der slog Team Saxo Banks argentinske sprinter JJ Haedo med en ringbredde, og den tidligere U23-verdensmester fra Zolder i 2002 kunne således iføre sig en sjælden førertrøje.
Michael Rasmussen måtte undervejs søge i ly for et voldsomt haglvejr.
- På et tidspunkt måtte nogle af os søge ly under nogle træer, og jeg løb nærmest tør for vintertøj. Jeg var pakket ind, som man ellers kun er, når man kører rundt hjemme i Danmark i marts måned, siger Rasmussen til eb.dk.
Christina Watches-Onfone kaptajnen kunne glæde sig over, at klassementshåbet Stefan Schumacher viste overskud ved at køre ind på en 10. plads og at man også havde den italienske sprinter Angelo Furlan med hjem i den 33 mand store frontgruppe.
Også Alberto Contador (Team Saxo Bank) sad med fremme i front sammen med forhåndsfavoritter som Levi Leipheimer (QuickStep) og Vincenzo Nibali (Liquigas).
Trofeo San Luis slutter lørdag.








